30.04.2017, 19:15 | Af: Michael Andersen | Foto: FCM Håndbold

Træner begejstret for ungdoms succes

De yngste hunulve sejrede lørdag over Skanderborg og kunne få guldmedaljer om halsen.

Årets DM finale var en gentagelse af årets pokalfinale, mellem FCM U16 og Skanderborg, som altid er garanti for god håndbold.

Første halvleg åbnede med to jævnbyrdige hold, der spillede helt lige op med hinanden, og hvor de to hold skiftes til at score. Med tre ulve scoringer i træk, i de sidste 3 minutter af første halvleg, kunne de yngste hunulve gå til pause foran 15-13 i årets DM finale.

- En rigtig tæt start på kampen. Vi skal hele tiden indhente dem, men holder os i kontakt med dem. Vi får så momentum sidste del af første halvleg, og vores forsvar står rigtig stærkt. Vi går til pausen med tanken omkring at vi er ovenpå og har momentum i kampen, siger en glad Ole Jensen om finalens første halvleg.

Anden halvleg startede hvor første halvleg sluttede. Camilla Faartoft scorede to hurtige scoringer, og Sidsel Poulsen scorede efterfølgende fra stregen af, og de yngste hunulve havde nu skabt et hul til Skanderborg med 5 mål til stillingen 18-13. Skanderborg havde svært ved at kæmpe sig tilbage i kampen igen, og det midtjyske forspring blev kun større.

- I starten af anden halvleg, dækker vi fantastisk godt op, og de kommer med deres velkendte 7 mod 6 angreb, men vi dækker det så godt op, at de går væk fra det igen. Vores plan til kampen lykkes, det er selvfølgelig nemmere og være træner, når spillerne lykkes med det de er gode til. Super indstats af hele holdet i dag, siger en hæs cheftræner.
Med fem minutter tilbage af kampen scorede Skanderborg tre hurtige mål, til stillingen 29-26, og der skulle måske alligevel være spænding om DM guldet.

Cheftræner Ole Jensen tog en team time out, for at få styr på kampen igen, og det var et klogt træk, hunulvene kom på måltavlen igen, og fik sikret sig DM guldet med cifrene 33-30.

- Vi mistede et par procenter da det var afgjort. Men sejren kom aldrig i fare, og vi skiftede tilbage til kampens bedste forsvarsformation, for at gøre det ordentlig færdig, siger Ole Jensen.

- Vi er to glade FCM hold i dag, og der bliver fest i bussen på vej hjem. Vi er super stolte af at to ungdomshold kan vinde så stort, slutter en glad Ole Jensen, med fest og sang i baggrunden.

STORT tillykke til alle omkring FCM U16 med guldet!

Stillinger undervejs: 
2-2, 4-4, 4-7, 7-7, 10-10, 12-12, 15-13 (pause) 18-13, 20-15, 22-16, 25-17, 26-20, 28-22, 29-26, 31-27, 33-30 (slut)

Målscorere for FCM U16:
Emilie Steffensen 7, Camilla Faartoft 6, Michala Møller 6, Frederikke Hedegaard 5, Sidsel Poulsen 3, Sophia Snogdal 3, Olivia Simonsen 2, Jeanette Toft 1.