06.04.2018, 15:04 | Af: Kristian Sav Madsen | Foto: FCM Håndbold

Masser af håndbold i IBF Arena fredag aften

Fredag aften bliver en håndboldrig affære, hvor både hunulvene, FCM U18 og FCM U16 skal i aktion.

Udover Champions League kvartfinalen mod HC Vardar med kampstart kl. 19.00, spiller FCMs U16-piger kamp, kl. 17.45, mod rækkens sidsteplads SINE Håndbold, og FCMs U18-piger spiller topopgør, efter kampen kl. 20.30, mod rækkens førerhold Skanderborg Håndbold.

FCMs U18-piger spiller fredag aften topkamp mod Skanderborg Håndbold og kæmper for en plads til DM. Det er tæt i toppen af ligaen med tre hold, som kæmper om de to pladser. Silkeborg-Voel KFUM er det tredje hold, som kæmper om en plads til DM, og de ligger inden aftenens kamp á point med FCMs U18-piger.

Sidst, FCMs U18-piger mødte Skanderborg Håndbold, var der tale om et meget tæt opgør, hvor Skanderborg Håndbold dog til sidst løb af med sejren på 22-21.
Derfor er der også lagt op til et tæt opgør i aften, så pigerne får ekstra meget brug for støtte på lægterne.
U18-pigerne har til aftenens topopgør givet håndslag på at yde 100 procent i den sidste kamp, som med en sejr kan sikre sig en plads ved DM.    

Men inden de to store kampe fløjtes i gang spiller FCM´s U16-piger kamp mod SINE Håndbold.
En kamp som med en sejr giver U16-pigerne en endelig førsteplads i rækken, hvilket vil betyde, at de skal møde øst-ligaens andenplads til DM-stævnet den 21.-22. april i Gudme.
For FCMs U16-hold gælder det om at få den bedste optakt til DM-stævnet efter en sæson, som indtil videre kun har budt på to nederlag på tværs af både stævner, pokalkampe, 1. divisions- og ligakampe.

U16-kampen fløjtes i gang kl. 17.45 i Sportscenter Ikast hal B, hvor du har muligheden for at se pigerne i aktion.
Derefter spiller hunulvene Champions League kvartfinale mod HC Vardar i IBF Arena med kampstart kl. 19.00, og til sidst sluttes håndboldaftenen af med U18-holdets brag af et topopgør i Sportscenter Ikast hal B kl. 20.30. 

Du kan stadig nå at sikre dig en billet til aftenens Champions League kvartfinale lige her