26.04.2017, 21:00 | Af: Michael Andersen | Foto: FCM Håndbold

FCM U16 skal spille med om medaljer

Cheftræner for FCM U16 Ole Jensen, spår en spændende weekend for de yngste hunulve.

Sæsonen er ved at nå sin ende for FCM U16, men der venter dog lige to kampe for fremtidens stjerner som i weekenden deltager i årets U-DM.

- Vi glæder os super meget til weekenden, vi kommer med fuld hold, alle er friske. Det er en weekend, man ser frem til når man har været heldig, og dygtig igennem hele sæsonen. Alle fire hold kommer med muligheden for at gå hele vejen. Det er på dagen det hele skal lykkes. Vi har kvaliteterne til at gå hele vejen, men om vi kan gøre det på dagen, bliver det store spørgsmål, siger cheftræner for FCM U16 Ole Jensen.

Det er tre uger siden pigerne spillede den sidste pulje kamp. Så den sidste stykke tid har stået på forberedelse frem mod DM.

- Vi har trænet der ud af, trænet en gameplan til forskellige situationer, for man kan aldrig helt vide hvad vi møder, men jeg synes vi står godt rustet til det meste, så man vil se et skarp hold stå klar lørdag på banen, siger Ole Jensen.

I semifinalen står FIF som modstander, som FCM U16 ikke har så gode minder med. De to hold mødte hinanden i sidste års DM semifinale, hvor det blev til et nederlag. I den anden semifinale mødes Skanderborg og Odense.

- De dækker op i et 3-2-1 forsvar, så det bliver spændende og se hvor gode vi er til at løse det. I deres angreb har de spillet meget syv mod seks spil. Det bliver lidt et skak spil, men vi har fuld fokus på hvad vi er gode til og det går vi all in på, siger en spændt cheftræner.

DM for ungdom bliver afholdt i Vallekilde Hørve Fritidscenter på Sjælland, så holdet rejser der over allerede fredag, hvor de får følgeskab af de andre ulve hold. U18 skal også spille med om DM titlen samme sted, hvor dameligaen også er med, og er tvunget til en sejr mod København Håndbold.

- Vi glæder os til at komme på tur som hold, vi rejser derover sammen med U18 og dameligaen. Så det bliver lidt specielt at alle skal over og spille DM semifinale. Det er fedt som klub at kunne gøre det, slutter Ole Jensen.

U-DM afvikles den 29.-30. april.