24.11.2016, 22:25 | Af: Michael Andersen | Foto: FCM Håndbold

FCM U16 – Top mod bund

Fredag aften tager FCM U16 turen til Nordjylland hvor Hjallerup IF er modstander.

FCM U16 har i denne uge været flot repræsenteret på det Danske U17 Landshold i denne uge hvor hele seks spillere har vært udtaget. De seks spillere får dog ikke meget pause da FCM U16 allerede fredag aften spiller turneringskamp ude mod Hjallerup. Og søndag får de hjemme besøg af Viborg HK

- Jeg vil primært benytte mig af de spillere der har vært hjemme og vært med til træning op til denne kamp og så supplere med dem der har vært afsted med Landsholdet. Så får vi fordelt kræfterne og ressourcerne bedst muligt, og det vil være det bedste for alle, siger cheftræner Ole Jensen og fortsætter.

- Jeg tror da vi kan vinde kampen lige meget hvem vi stiller op med, der vil nok være nogle der får lidt andre roller, men det skal de nok løse.

FCM U16 kommer til kampen som kæmpe favoritter, det er puljens første plads mod puljens sidste plads. De yngste hunulve topper med maksimum point, mens Hjallerup har nul point. Senest de to hold stod over for hinanden vandt FCM pigerne 36-17.

- Vi går ind til kampen uden at kigge på tavlen, det gør vi bagefter kampen. Vores fokus til hver kamp er at blive ved med at udvikle vores eget spil, siger Ole Jensen om kampens fokus.

Cheftræner Ole Jensen har op til hver kamp valgt et tema for kampen, og til fredagens kamp er temaet holdets aftaler som de har i kampene.

- Vi skal arbejde videre med vores koncept. Vi skal blive bedre til vores primære aftaler i spillet, men også de tomandsaftaler vi har. Især de tomandsaftaler vi har i forsvaret det er det der gør at vi kan holde modstanderne væk fra at score, siger cheftræneren.

Hjallerup bliver måske ikke kampens største modstander, men en anden faktor kan blive ret afgørende mener cheftræneren.

- Den lange tur til Hjallerup en fredag aften, kan måske give et andet element til kampen. Det at være skarp selv efter en lang køretur, det er også en god træning i sig selv, slutter cheftræner Ole Jensen.

Pigerne spiller fredag den 25 november i Hjallerup Idrætscenter kl 18:30.