30.04.2017, 19:30 | Af: Michael Andersen | Foto: FCM Håndbold

Allan Kjær: Vi slutter sæsonen af med manér

De unge hunulve sejrede lørdag over Ajax og kunne få guldmedaljer om halsen.

Fra første fløjt i årets DM finale mellem FCM U18 og Ajax, stod der FCM på programmet. De unge hunulve bankede det ene mål ind efter det andet, og viste stor klasse. Ajax fik ikke et ben til jorden i første halvleg, som var rent midtjysk dominans, og hunulvene kunne gå til pause foran 17-9.   

- Vi havde set frem til den her kamp, vi troede virkelig det blev en kamp omkring guldet, en virkelig hård kamp. Ajax spillede en virkelig god semifinale, så vi var alle spændte på tingene i dag, siger en glad cheftræner Allan Kjær og fortsætter. 

- Vi kører dem rundt det første kvarter, vi står virkelig skarpt i forsvaret, og i angrebsspillet var vi virkelig gode, så rent taktisk var vi bare bedre. Så stor ros til pigerne for at spille så godt i en finale, siger Allan Kjær.

Anden halvleg, blev en ren kopi af første, hvor der stod FCM på hele kampen. Pigerne forsatte i det høje gear, og bød aldrig Ajax ind i kampen igen. Den store føring gav spilletid til alle i truppen, og alle bidrog med mål til stillingen, så de unge hunulve vandt i sikker stil 34-20. 

- I anden halvleg bliver vi ved med det vi er gode til, og at vi ikke må falde ned i gear, for Ajax kan hente mål hurtigt. Men vi formår og holde afstand hele tiden, og endda også at udbygge føringen, siger en smilende ulvetræner og fortsætter.

- Vi skifter en del ud i anden halvleg, og alle bidrager virkelig. Alle kommer på måltavlen, og man må sige, vi slutter sæsonen af med en præstation til UG. Mange af pigerne bliver nu senior spillere, og jeg selv skal videre, så vi slutter sæsonen af med manér, slutter cheftræner for FCM U18 Allan Kjær, og påpeger at der bliver fest i bussen.

STORT tillykke til alle omkring FCM U18 med guldet!

Stillinger undervejs:

3-1, 6-1, 8-2, 11-2, 12-4, 14-6, 15-8, 17-9 (pause) 19-9, 20-11, 23-13, 25-16, 28-18, 33-18, 34-20 (slut)