09.05.2017, 21:19 | Af: Martin Dons | Foto: FC Midtjylland

Veronica Kristiansen Årets Alpi Fighter

Den norske playmaker kunne glæde sig over både personlig hæder og en sejr over Viborg HK

Gennem hele sæsonen har Alpi hver måned kåret Månedens Alpi Fighter, og inden aftenens bronzefinale mod Viborg HK skulle Årets Alpi Fighter så findes, og det valg faldt på Veronica Kristiansen.

- Det er dejligt at blive kåret. Jeg har fightet hele sæsonen, så det er dejligt, at det er blevet bemærket. Men jeg tror ikke, jeg har spillet min bedste sæson – jeg har mere at komme med, lyder det beskedent fra nordmanden, der glæder sig over, at hunulvene fik godt gang i målscoringen i aftenens sejr over Viborg HK.

- Jeg føler, vi havde mest flow i spillet, og det er lang tid siden, vi har scoret 30 mål, så det var dejligt, siger Veronica Kristiansen, der selv stod for fire midtjyske mål.

Nu venter en svær returkamp i domkirkebyen på søndag.

- Jeg håber, vi kan lukke det i Viborg. Vi ved, det bliver svært, for Viborg har en god hjemmebane, men vi skal forsøge at afgøre det på søndag, siger Kristiansen.