12.01.2017, 22:35 | Af: Jonas Dahl Nielsen | Foto: Getty Images

Træneren: De unge greb chancen

Reserverne spillede sejren hjem, efter A-kæden havde ”sat skabet på plads”.

Hele 15 overskydende mål tager FC Midtjylland med sig fra torsdagens ligaopgør i Ringkøbing. Allerede ved pausen var der tegning til en mere end overbevisende sejr, da haluret lyste 7:17 i midtjysk favør.

De midtjyske spillere formåede at opretholde et højt tempo og en god rytme igennem samtlige 60 minutter, til trods for fraværet af en række profiler og stor udskiftning i kampens løb.

- Vi snakkede allerede i pausen om, at vi skulle holde skruen i vandet, for ellers kunne det godt blive sådan en øv-fornemmelse, hvis vi gik for meget ned i tempo i anden halvleg. Men dét blev der intet af, for de folk, der kom ind, bød virkelig ind. Det er jeg imponeret over, når vi mangler både Burgaard, Sabbe (Sabina Jacobsen, red.) og Rut (Jónsdóttir, red.), siger cheftræner Kristian Kristensen, der glæder sig over at få masser af reserver i spil.

- Det er dejligt, at vi får de unge i spil, hvilket vi kunne, fordi A-kæden allerede havde sat skabet på plads. Som ung spiller skal man have is i maven, og så kommer chancerne. I dag var én af dem – den greb de alle. Det er med til at give de unge spillere noget selvtillid og en tro på, at det kan blive til endnu mere på længere sigt, slutter FCM-træneren.

Med de to point ligger FC Midtjylland alene på ligaens førsteplads efter 12 spillerunder. Ulvene er næste gang i kamp den 21. januar, hvor Skanderborg Håndbold gæster IBF Arena.