08.02.2017, 22:17 | Af: Martin Dons | Foto: Getty Images

Tilfreds cheftræner: Vi tog opgaven seriøs

Kristian Kristensen glæder sig foruden sejren over, at han fik brugt hele truppen i aftenens opgør mod SK Aarhus

Mellem de to Champions League-kampe havde der her til aften sneget sig en kamp i Primo Tours Ligaen ind i kalenderen.

Modstanderen var SK Aarhus, og de blev slået med 33-27 efter en midtjyske pauseføring på 18-10.

- Jeg er tilfreds med, at vi tager til Aarhus og henter to point så markant, som vi gør. Vi kom godt afsted og fik hurtigt skabt afstand og spillede langt hen ad vejen en god første halvleg. 18-10 ved pausen vidner om, at vi har taget opgaven seriøst, siger cheftræner Kristian Kristensen.

- Der kom lidt bump på vejen i anden halvleg, hvor vi skiftede en del ud, uden det skal være en undskyldning. Men vi faldt i koncentration og lavede fejl. 17 mål i defensive i anden halvleg er selvfølgelig ikke godkendt. Men alt i alt ved vi også, at nøgen ligger i de to point i de her midtugekampe, så vi er glade.

FCM Håndbold var i store dele af kampen komfortabelt i førertrøjen, og det gav mulighed for flere udskiftninger undervejs i opgøret.

- Jeg er meget glad for fordelingen af spillerne. Vi fik alle med. Vi fik skiftet allerede i første halvleg, så kampen blev gennemført, uden der var nogen, der led overlast mere end højst nødvendigt.

De mange udskiftninger gav plads til truppens yngste spillere, og både Emma Friis, Louise Ellebæk og Simone Petersen fik værdigfulde minutter på banen.

- Det er det, der skal give den hårdhed og erfaring, som de skal tage med videre. Det er vigtigt, at når man får de her lidt længere perioder, end man måske er vant til, så skal man gribe chancen, og det synes jeg langt hen ad vejen, de gjorde, siger Kristensen.