05.09.2016, 15:00 | Af: | Foto: FC Midtjylland

Super Cup: slaget om sæsonens første titel

Sæsonens første titel er på spil, når FC Midtjylland møder de forsvarende danske mestre fra Team Esbjerg i årets Super Cup

 

I morgen indledes sæsonen med et brag af en kamp, når hunulvene tørner sammen med Team Esbjerg i HSM Industri Super Cup. Her er ét af de tre store trofæer inden for dansk håndbold på spil. Sidst de to hold mødte hinanden var i forårets dramatiske kamp i DM-finalen, som faldt ud til Team Esbjergs fordel efter et intenst opgør med afgørende straffekast.

Trods en anderledes sæsonstart i det midtjyske med cheftrænerskifte, er FC Midtjylland klar til at revanchere mod vestjyderne. Det fortæller Kristian Kristensen, der har overtaget rollen som cheftræner i FC Midtjylland.

- Det er klart, at det har været en følsom uge, men de sidste træninger har været fine med god intensitet. Vi forbereder os og går professionelt ind til kampen, som vi altid har gjort. Her handler det om at bruge de ressourcer, som vi har bygget op over mange år, og dem skal vi trække frem i denne tid. Det gør vi ved at rette fokus på de ting, vi kan håndtere, og heldigvis har vi en stærk trup med stærke spillere, siger Kristian Kristensen.

FC Midtjylland er den eneste klub med to sejre i kvindernes Super Cup, og hunulvene er klar til score hattrick med en sejr over Team Esbjerg.

- Vi har haft vores historie med Esbjerg, og når der ovenikøbet er en titel på spil, så det selvfølgelig ekstra sjovt at spille. Det er en titel, som betyder noget historisk set, og vi spiller hundrede procent for at vinde i morgen, siger Kristian Kristensen.

Det er ikke kun kvinderne, der skal på banen. HSM Industri Super Cup skal også afgøres blandt mændene, hvor mødet står mellem de forsvarende danske mestre fra Bjerringbro-Silkeborg og de forsvarende pokalvindere fra HC Midtjylland.

Spektrum i Vejle danner rammerne for begge topopgør tirsdag den 6. september. Kvindernes kamp fløjtes i gang kl. 18.30, mens herrernes starter kl. 20.30.

Du kan stadig købe billet. Køb HER