04.01.2017, 20:17 | Af: Jonas Dahl Nielsen | Foto: Getty Images

Stort comeback gav midtjysk pokalrevanche

FCM vendte 9:5 ved pausen til 16:21 i Randers.

Arkivfoto.
 

For blot fem dage siden måtte spillerne fra FCM Håndbold gå nedslåede fra pokalfinalen, der blev tabt med 27:21 til Randers HK.

Allerede denne onsdag var der mulighed for midtjysk revanche, da årets første ligakamp stod på udebane mod netop Randers. Ved pausen lignede det dog rettere en gentagelse af fredagens udfald, men et suverænt comeback i anden halvleg sikrede Kristian Kristensen og FCM en overbevisende sejr på fem mål i det kronjyske.

Første halvleg blev en yderst fejlpræget affære fra begge mandskaber, der særligt manglede offensiv skarphed. Føringerne skiftede i det første kvarter, der endte 3:3.

Fejlene kunne hverken FCM eller Randers ryste af sig, men kronjyderne fik et par gange skudt hul på Sabine Englert og førte med 5:3 efter 20 minutter.

Ved 8:5 til hjemmeholdet satsede midtjyderne med kunstigt overtal, men Cecilie Greve nappede en svag afslutning og sendte bolden på tværs af hele banen og i et tomt FCM-mål til Randers HK-pauseføring på 9:5.

Offensivt havde gæsterne haft en svær første halvleg, men anderledes effektive i både boldomgang og afslutninger var FCM-pigerne efter pausen. Stine Jørgensen åbnede med to mål, og da Veronica Kristiansen nettede for fjerde gang i alt, var FCM blot nede med to. Mindre end ti minutter af anden halvleg var der gået, før første halvlegs måltotal på fem scoringer var tangeret.

Og midtjyderne var først lige begyndt. Efter godt 42 minutter udlignede Rut Jónsdóttir til 12:12 kort efter sin entré på banen, Sabina Jacobsen bragte FCM i front, og Stine Jørgensen scorede til 12:14.

Randrusianerne gav ikke slip, og ad flere omgange var de blåklædte spillere blot en enkelt pind efter FC Midtjylland. Omgangshøjden var dog på lånt tid, og med Mie Augustesens scoring til 15:19 med bare fem minutter igen så kampen ud til at have fundet sin afgørelse.

Med slutcifrene 16:21 tager FCM fra Randers med et stærkt comeback og en god pokalrevanche.

Stillinger undervejs:
2:3, 5:3, 6:5, 9:5 (pause), 11:8, 12:14, 15:16, 15:20, 16:21 (slut)

Målscorere for FCM:
Veronica Kristiansen 5, Stine Jørgensen 5, Sabina Jacobsen 4, Sabine Pedersen 2, Mie Augustesen 2, Trine Østergaard 2, Rut Jónsdóttir 1.