02.10.2016, 16:56 | Af: Jonas Dahl Nielsen | Foto: Getty Images

Sprudlende FCM-offensiv i overbevisende sejr

FC Midtjylland slog stensikkert Odense Håndbold med 30-24.

I onsdags var spillet alt andet end prangende, da hunulvene fra FCM Håndbold tabte fortjent i Viborg. Søndag var trodsreaktionen stærk. Det gæstende mandskab, anført af Jan Pytlick, fik aldrig noget vedvarende tag i kampen.

Længe så det ud til at blive en ensidig første halvleg med værterne i en klar førerrolle. En veldrejet offensiv og en bundsolid defensiv med en stærk keeper som sidste sikkerhedsnet sikrede en tidlig 4-0-føring, og efter præcis et kvarter gjorde en velskydende Stine Jørgensen det til 8-2.

Men efterhånden begyndte gæsterne at finde åbningerne hos et FCM-mandskab, der samtidig havde lettet sit stramme greb om kampen. Susan Thorsgaard reducerede til 11-8 for Odense, før et straffemål af Veronica Kristiansen lukkede til en pausestilling på komfortable 12-8.

Anden halvleg åbnede med en fynsk reducering, men den kom til at stå meget alene. Kampens to største oplevelser, Veronica Kristiansen og Stine Jørgensen, kunne udeholdet ikke styre, og FCM kom foran med 16-9 og – trods en Pytlick-timeout – snart 21-11, da Veronica Kristiansen scorede fra egen forsvarsende i et tomt Odense-mål.

Et lille kvarter før tid, ved stillingen 23-12, blev 19-årige Simone Petersen sat i spil. Playmakeren blev noteret for en enkelt scoring. Også Martina Thörn, Elin Lindén og Eliza Buceschi fik nogle minutter i slutfasen, hvor kampens udfald for længst var bestemt. Derfor var det også uden betydning, at odenseanerne hentede nogle lette scoringer til sidst.

FC Midtjylland besejrer Odense Håndbold med 30-24 og lægger sig op på Primo Tours Ligaens andenplads efter fem runder.

Stillinger undervejs:
4-0, 5-2, 8-2, 9-5, 10-7, 12-8 (pause), 12-9, 16-9, 19-10, 22-11, 24-13, 27-20, 29-21, 29-24, 30-24 (slut)

Målscorere for FCM:
Stine Jørgensen 8, Veronica Kristiansen 8, Sabine Pedersen 6, Trine Østergaard 3, Mie Augustesen 2, Fie Woller 1, Linn Blohm 1, Simone Petersen 1.

Tilskuere:
1.178 i IBF Arena