15.09.2016, 22:23 | Af: Jonas Dahl Nielsen | Foto: Getty Images

Sen FCM-sejr på svær bane

Hunulvene rejser fra Nykøbing Falster med to point.

Sæsonens første ligakamp skulle helt frem til sidste minut for at finde sin afgørelse. Lærke Nolsøe havde sendt Nykøbing Falster Håndboldklub på sejrskurs fra fløjen, men en stensikker straffescoring af Veronica Kristiansen og en stregkasse af Sabine Pedersen fik måltavlen til at vise snæver fordel til udeholdet. 21-22.

Den fordel fuldbyrdede ’Vikki’ Kristiansen ved at udbygge føringen med mindre end 40 sekunder tilbage, og dermed afgjorde normanden reelt kampen. Selv om Kristina Kristiansen reducerede for falstringerne straks efter, var det ingen sag for FCM-pigerne at trække tiden i det sidste angreb og sikre sig en snæver sejr med slutcifrene 22-23.

Forinden den tætte afslutning var gået en svær første halvleg for FCM, hvor kontraspillet i særdeleshed ikke var tilstrækkeligt skarpt. Det fik holdet dog ændret efter pausen.

Hurtigt var der balance til 11-11, og så var der midtjysk momentum. Stine Jørgensen sendte Fie Woller af sted i en kontra, da fløjen gjorde det til 13-16, og føringen på tre mål blev flere gange fastholdt.

Værterne forsøgte sig med et målmandsskifte, og dét var godt set af Niels Agesen. Ind kom Ditte Vind, og den 22-årige tidligere FCM-keeper leverede fire redninger i træk og var med til at bringe hjemmeholdet tilbage på omgangshøjde.

Efter en timeout af Kristian Kristensen skabte Rut Jónsdóttir dog atter lidt luft med en fræk underhåndsafslutning til 16-18, men da Linn Blohm snart efter måtte ud i to minutter, kostede det føringen.

Kristina Kristiansen udlignede i tomt mål til 20-20, og så var det Lærke Nolsøes tur. Men trods den sene NFH-føring var det altså FC Midtjylland, der kunne trække sig sejrrigt ud af opgøret på en svær bane og dermed åbne ligaen med to point.

Stillinger undervejs:
2-0, 5-2, 10-5, 11-9 (pause), 12-13, 13-16, 16-17, 18-20, 21-20, 22-23 (slut)