25.03.2017, 17:49 | Af: Jonas Dahl Nielsen | Foto: Getty Images

Overbevisende FCM-præstation gav storsejr

Trods stor rotation undervejs sejrede midtjyderne med hele 34-22 over Randers HK.

Udgangspunktet var en kende besynderligt. På papiret klingede lørdagens ligakamp mellem FCM Håndbold og Randers HK umiddelbart af mere, end der reelt stod på spil, for pointmæssigt var kampen uden betydning. Kristian Kristensens mandskab var allerede sikret førstepladsen i grundspillet, mens de kronjyske gæster – anført af Ryan Zinglersen – endegyldigt havde misset muligheden for en plads i slutspillet efter Silkeborg-Voels sejr over Odense Håndbold fredag aften.

Den manglende betydning gjorde dog ikke opgøret mindre underholdende. Efter bare få minutter begyndte det midtjyske hjemmehold at trække fra på måltavlen; Veronica Kristiansen scorede til 5-2, og Mie Augustesen omsatte et kontraløb til 9-5 – og den første Randers-timeout.

FCM’s norske playmaker var i et vældigt spillehumør og var kvinden bag den første femmålsføring til FCM, 11-6. Efter et par randrusianske scoringer genetablerede Louise Burgaard føringen på fem med et sandt tordendrøn, og ét af de nyeste stjerneskud i FCM – den blot 17-årige Emma Friis – udbyggede til 14-8.

Mellem stængerne leverede Sabine Englert redning efter redning, og kun helt åbne chancer og skud af topkvalitet slap ind bag den tyske målvogter. FC Midtjylland kunne gå til pause foran 16-12.

Trods undertal udbyggede Trine Østergaard til 19-12, og fløjspilleren sendte også midtjyderne i front med 22-14 takket være et skarpt udkast af en velspillende Englert. Selv om værterne undervejs roterede og gav masser af spilletid til hele truppen, så kostede det hverken på intensitet eller kvalitet. FC Midtjylland var gæsterne overlegne hele vejen rundt, og kun Randers HK’s stortalent, Mie Højlund, var en prøvelse for det midtjyske forsvar. Playmakeren, der til sommer skifter til storsatsende Odense Håndbold, scorede otte gange.

Det sidste kvarters tid overtog Martina Thörn keeperpladsen fra én af dagens allerbedste FCM’ere, Sabine Englert. Selv om svenskeren til sommer bytter FCM Håndbold ud med netop Randers HK, pillede hun flere gange pynten af sine kommende holdkammerater.

Midtjyderne slækkede ikke på tempoet, og med sin femte scoring nettede Emma Friis til hele 30-18, før Linn Blohm udbyggede på en kontra med et flot lob.

Hele 34-22 endte kampen til FC Midtjylland, der fortsat mangler en enkelt ligakamp – torsdagens udekamp mod København Håndbold, før resten af sæsonen står på ”knald eller fald”-kampe.

Primo Tours Ligaen, runde 21:
FC Midtjylland – Randers HK 34-22 (16-12)

Stillinger undervejs:
2-2, 5-2, 6-5, 9-5, 11-6, 11-8, 13-8, 15-9, 15-12, 16-12 (pause), 19-12, 24-15, 26-16, 31-18, 34-22 (slut)

Målscorere for FCM:
Veronica Kristiansen 7, Louise Burgaard 7, Emma Friis 5, Stine Jørgensen 4, Trine Østergaard 3, Mie Augustesen 2, Rut Jónsdóttir 2, Linn Blohm 2, Sabine Pedersen 1, Louise Ellebæk 1.

Tilskuere:
1.485 i IBF Arena

Kampens FCM-spiller:
Veronica Kristiansen