14.09.2016, 12:50 | Af: Kristina Hvas Stokholm | Foto: Getty Images

Østergaard: Vi skal slå NHF i forsvaret

Trine Østergaard er ikke i tvivl om, hvor der skal sættes ind, hvis hunulvene skal hive en sejr hjem i sæsonens første ligakamp mod Nykøbing Falster

Sæsonens første kamp i Primo Tours Ligaen er lige om hjørnet, og hos FCM Håndbold venter en nøglekamp mod sidste års nummer seks, Nykøbing Falster. En kamp som højre fløjen Trine Østergaard vurderer, bliver en svær en af slagsen.

- Jeg glæder mig meget til at spille den første ligakamp, men det er ingen hemmelighed, at det bliver en svær kamp. Nykøbing plejer at være et stærkt hold, særligt når de spiller på hjemmebane.

- Desuden har de oprustet med en del nye spiller til denne sæson, så de bliver spændende at møde, siger Trine Østergaard.

Forsvaret som omdrejningspunkt
Trine Østergaard vurderer, at Nykøbing Falsters hurtighed er en faktor, som FCM skal være meget opmærksom på, særligt i forsvaret.

- Jeg forventer, at Nykøbing kommer med et hurtigt spil. De har nogle utrolig hurtige spillere i blandt andet Kristina Kristiansen og nyindkøbte Nathalie Hagman, så det skal vi forsøge at lukke ned for.

- Her er det afgørende, at vores forsvarsspil fungerer. Vi skal være kloge i forsvaret lige fra start, så vi kan få lukket ned for deres hurtige angrebsspil. Herefter skal vi naturligvis være skarpe i vores eget angrebsspil, især på kontra. Det kan måske give os nogle lette mål, siger Trine Østergaard.

Målet er guld
FCM’s højre fløj glæder sig til den første kamp i turneringen, og målsætningen, både for hende selv og for resten af holdet, er klart.

- Målet er at vinde guld. Det er det hver sæson. Derfor er det vigtigt, at vi starter sæsonen godt ud, så vi kan være med i de sjove og afgørende kampe til sidst, siger Trine Østergaard.

Kampen mellem FCM Håndbold og Nykøbing Falster Håndbold fløjtes i gang torsdag den 15. september kl. 20.00 i Scandlines Arena.