07.03.2017, 23:00 | Af: Praktikant | Foto: Getty Images

Nykøbing-kamp skal gøre FCM Krim-skarpe

I weekenden venter den afgørende Champions League-kamp for FCM Håndbold, som kan sende holdet i kvartfinalen. Derfor er der en række fokuspunkter til onsdagens opgør mod Nykøbing Falster på hjemmebane

FCM Håndbold sikrede sig for en uge siden med et point i Holstebro førstepladsen i grundspillet i Primo Tours Ligaen. Dermed er der reelt ikke noget på spil for hunulvene i onsdagens hjemmekamp mod Nykøbing Falster.

Det betyder dog ikke, at det er en ligegyldig kamp for Kristian Kristensen og co. For nok er resultatet måske ikke så vigtigt, men det er præstationen med henblik på den vigtige Champions League-kamp, der venter i weekenden, hvor holdet kan spille sig i kvartfinalen med et godt resultat på udebane mod Krim.

- Vi går ind til kampen mod Nykøbing med nogle fokusområder, og derfor kommer vi til at måle mere på præstationen end nødvendigvis på resultatet, fortæller cheftræner Kristian Kristensen.

Det betyder dog ikke, at han er helt ligeglad med, hvordan det går mod Nykøbing Falster, der har leveret en flot sæson og ligger på tredjepladsen i ligaen.

- Vi går altid på banen for at vinde. Det har vi ikke ændret på, men det er klart, at det for os også kommer til at handle om at prioritere nogle ressourcer med henblik på, at vi har en meget vigtig kamp på lørdag, siger Kristensen, der har rosende ord med på vejen til onsdagens modstander.

- Vi ved, at Nykøbing er godt kørende. De har gjort det godt og ligger på tredjepladsen i rækken, og de kommer helt sikkert ud med fuldt fart.

Der er kampstart i IBF Arena onsdag klokken 18.30. Du kan køb billet til opgøret HER.