25.09.2016, 11:20 | Af: Jonas Dahl Nielsen | Foto: Kenneth Rosenkilde

Ny FCM-keeper: Forsvaret gør det enkelt for mig

Martina Thörn var stærkt medvirkende til comebacket i Esbjerg

I tirsdags mod Ringkøbing fik Martina Thörn de sidste 20 minutter af et opgør, der for længst var afgjort til FCM’s fordel. Lørdag fik hun de sidste 20 minutter af et opgør, der hældte kraftigt mod et midtjysk nederlag.

En stribe redninger af svenskeren var med til at vende begivenhederne på hovedet, så hende og holdkammeraterne løb med sejren efter cifrene 23-26.

- Det er så dejligt at vinde her, især efter vi haltede lidt efter i størstedelen af kampen, både i første og anden halvleg. Men vi kæmper hele vejen, fortæller en – forståeligt – meget glad Martina Thörn.

I en periode på lidt over elleve minutter holdt FCM hjemmeholdet fra scoringer, mens midtjyderne selv kunne notere hele otte fuldtræffere. Opgøret tog så pludselig og hurtig en drejning, at keeperen efterfølgende havde svært ved at sætte ord på, hvad der egentlig var foregået.

- Jeg ved ikke, hvordan vi fik kræfterne og overskuddet til at komme tilbage. Men jeg ved bare, at da jeg kommer ind i kampen, sker der noget med forsvaret. De arbejder stenhårdt, og i angrebet går de mere på mål. Det gik så hurtigt, at det næsten er svært at sige, hvad der skete, men vi vendte kampen rigtig hurtigt, siger Martina Thörn om perioden, hvor hende og holdet gik fra en Esbjerg-føring på 19-15 til 19-23 i midtjysk favør.

Hun ville dog ikke tage hele æren for at lukke FCM-målet godt ned.

- Det var super dejligt at stå sammen med et godt forsvar. Når forsvaret står godt, bliver redningerne også mere enkle for mig.

Den svenske målvogter er kommet godt fra start i FCM, hvor hun dog stadig er andetvalg efter Sabine Englert. Dén rolle er Martina Thörn indforstået med. Hun ved, at hun stadig kan lægge flere lag på.

- Jeg synes, jeg er kommet godt ind på holdet, og det er en flok gode piger. Rent håndboldmæssigt har jeg stadig et stykke vej endnu – jeg vil op på et højere niveau. Men jeg ser hver træning og hver kamp som en udviklingsmulighed, slutter svenskeren.