25.01.2017, 20:27 | Af: Jonas Dahl Nielsen | Foto: Getty Images

Nervepirrende FCM-sejr i arvefjendeopgør

Afgørelsen faldt ikke før de sidste sekunder, da Viborg HK blev besejret med 26:25.

Det er sjældent kedeligt, når de to midtjyske ærkerivaler tørner sammen, og onsdagens ligaopgør i IBF Arena var ingen undtagelse.

Et par Viborg-føringer i indledningen blev hurtigt afløst af tomålsføringer i FCM-favør, men hjemmeholdet fik ikke lov at stikke af sted. I stedet udlignede Ann Grete Nørgaard den føring, der kort forinden havde heddet 7:5, og venstrefløjen var også bag straffescoringen til 9:11 efter godt 17 minutters spil. Da Marie-Paule Gnabouyous venstrearm sendte 9:12-scoringen i nettet efter 20 minutter, overtog Martina Thörn FCM-målet fra Sabine Englert, der blot havde reddet fire bolde.

Svenskeren var til gengæld storspillende fra start. Hun reddede de første fire ud af fem, hvorefter hun både nappede en fri kontra og et straffekast. Thörns indsats alene kunne dog ikke gøre det for værterne, der periodevis skrantede i angrebsspillet. Sabina Jacobsens resolutte hammer i første halvlegs allersidste sekund betød dog, at FC Midtjylland blot var nede med 13:14.

Viborgenserne udbyggede straks fra anden halvlegs begyndelse til 13:16 og satte på ny FCM-pigerne under pres. Godt hjulpet på vej af et straffekast og en udvisning kunne Stine Jørgensen dog sikre balance til 19:19, og efter endnu en Viborg-føring var det også Stine Jørgensen, der sikrede 21:20 og første FCM-føring siden 7:6. Mie Augustesen fulgte op med sin syvende scoring og bragte hjemmeholdet foran med to, før Rut Jónsdóttir udbyggede til plus tre.

Gæsterne fra Viborg var dog langt fra ude af opgøret. Med fem minutter igen scorede Line Haugsted for tiende gang, og fra en komfortabel hjemmeføring på 25:22 var det nu helt lige. Stine Jørgensen sendte igen sit hold på sejrskurs, da også hun rundede ti scoringer – denne på et køligt omsat straffekast.

Ulvene erobrede atter bolden, men Rut Jónsdóttirs mulighed for en næsten-afgørelse til 27:25 blev blokeret af en parade. I stedet kunne Allan Heine lægge timeoutkortet og sikre sit hold kampens sidste angreb. Ad omveje endte bolden hos Amalie Grøn Hansen, men højrefløjen kunne ikke passere den suveræne svensker i FCM-målet, og dermed løber FC Midtjylland med en snæver og hårdt tilkæmpet sejr på 26:25 over Viborg HK.

Stillinger undervejs:
1:2, 5:3, 7:5, 9:12, 11:12, 11:13, 13:14 (pause), 13:16, 16:17, 19:19, 19:20, 22:20, 25:22, 25:25, 26:25 (slut).

Målscorere for FCM:
Stine Jørgensen 10, Mie Augustesen 7, Rut Jónsdóttir 3, Trine Østergaard 3, Sabina Jacobsen 1, Veronica Kristiansen 1, Sabine Pedersen 1.

Kampens FCM-spiller:
Mie Augustesen