08.11.2016, 14:48 | Af: Kristina Hvas Stokholm | Foto: Getty Images

Kristensen: Vi skal holde skruen i vandet mod TTH

Høj intensitet og professionelt arbejde. To nøgleord for FCM-træneren i jagten om de to point mod TTH

FCM overraskede igen positivt i Champions League, da de søndag aften slog russiske Rostov-Don 25-23 i IBF Arena. Dermed er hunulvene ubesejret på hjemmebane i dette års Champions League, og det samme gør sig gældende i den hjemlige liga. Onsdag venter der hunulvene og cheftræner Kristian Kristensen næste udfordring i Primo Tours Ligaen, hvor det gælder Team Tvis Holstebro.

- Jeg forventer, at vi leverer et professionelt stykke arbejde mod TTH, så vi fortsætter som ubesejret på hjemmebane. Vi skal bruge onsdagens kamp til at holde gang i hjulene. Her skal vi forsøge at overføre intensiteten fra de internationale kampe til de hjemlige. Lykkedes det, så bør vi vinde de to point.

- TTH er et hold, som man skal tage yderst seriøst. Det består af mange unge talenter, og de spiller med gåpåmod friskhed. Samtidig har de mange gode individualister, som vi skal være opmærksomme på, for eksempel Annette Jensen, siger Kristian Kristensen.

BILLET: FCM HÅNDBOLD VS. TEAM TVIS HOLSTEBRO ONSDAG D. 9. NOVEMBER - KØB BILLET HER >> 

Kampen mod TTH betyder også et gensyn med tidligere hunulve. De tre unge talenter Pauline Bøgelund, Emilie Bastrup og Line Schack byttede i sommers det midtjyske halgulv ud med Gråkjær Arena. Svenske Linn Blohm tog turen den anden vej og er nu klar til at møde sin tidligere klub, når der er kampstart mellem de to mandskaber onsdag klokken 18.30 i IBF Arena.