16.09.2016, 06:53 | Af: Jonas Dahl Nielsen | Foto: Getty Images

Kristensen: Vandt på rå fight

FCM sejrede ude over Nykøbing Falster Håndboldklub efter en tæt slutfase.

Først med 38 sekunder tilbage lignede det endegyldigt en FCM-sejr.

De midtjyske piger havde kæmpet sig tilbage fra en skidt første halvleg, hvor holdet var nede med 10-5 og havde svært ved at få spillet til at køre. Nu nettede Veronica Kristiansen til 21-23. ’Mulle’ reducerede for hjemmeholdet, men det var blot kosmetik.

En krig blev vundet, og netop viljen og kampgejsten var, hvad træner Kristian Kristensen påpegede efterfølgende.

- Pigerne skal have kæmpestor cadeau for, at de kommer tilbage i den her kamp. Vi sejlede lidt, især i kampens første 20 minutter, men vi kommer tilbage og vinder – ikke på kønt spil, men på rå fight, siger træneren om sæsonens første ligakamp.

Med sejren er FCM ikke blot kommet godt fra land. Midtjyderne har også sikret sig to point, som konkurrenterne ikke kan vide sig sikre på at få.

- Det betyder alverden at vinde hernede, for der er ikke ret mange, der får point på denne bane i løbet af en sæson, lyder det fra Kristian Kristensen.

Tirsdag er FC Midtjylland i kamp igen, når Ringkøbing Håndbold gæster IBF Arena i Ikast.

Køb billet HER