16.11.2016, 23:27 | Af: | Foto: Getty Images

Kristensen: Irriterende, at vi sjusker

FCM havde godt styr på København Håndbold i første halvleg, men det blev tættere efter pausen.

Onsdagens opgør så ud til at være afgjort tidligt. FCM førte med 18:11 og 20:13, men de solide føringer mod København Håndbold blev smidt væk, og i stedet skulle de to point slides hjem.

- Da vi taber en overtalsperiode med to mål, bliver det nærmest indgangsvinklen til en frustrationsperiode, hvor tingene ikke glider, som vi gerne vil. Men vi får lukket af, og sejren kommer ikke i fare på noget tidspunkt, siger Kristian Kristensen.

Irriteret over sjusk
Spændingen i anden halvleg skyldtes ikke blot, at FCM’erne faldt i kadence, mener cheftræneren. Han roser gæsterne for at jagte muligheden for comeback og point, men irriteres samtidig over sit eget mandskabs manglende evne til at lukke opgøret.

- Jeg ville gerne have haft snøret den lidt tidligere, men man må også kreditere København for ikke at lægge sig ned og for at fortsætte med at klø på.

- Men vi havde jo chancerne, og jeg mener, vi kunne have lukket den i de første fem minutter af anden halvleg, hvis vi havde haft tur i den og udnyttet vores overtal til at udbygge med et par mål. Så havde ballet været lukket, men vi sjusker og lukker to ind, og det irriterer mig, fortæller Kristian Kristensen, der dog samlet set kigger positivt tilbage på kampen.

- Jeg er glad for det samlede slutprodukt, trods alt. Vi laver en rigtig god første halvleg og går til pause 17:11. Det er jeg godt tilfreds med, slutter cheftræneren.

FCM rejser nu til Rumænien, hvor årets sidste opgør venter. Her tager CSM Bucuresti – de regerende mestre – imod i Champions League.