26.03.2017, 20:17 | Af: Jonas Dahl Nielsen | Foto: Getty Images

Kristensen: I gang med at speede op

Et mindre formdyk er vendt, og FCM er på vej mod topformen forud for sæsonens altafgørende kampe.

Allerede for en lille måned siden tog FC Midtjylland med matematisk garanti førstepladsen i Primo Tours Ligaen. Rækkens topplacering blev sikret med et ellers skuffende uafgjort resultat ude mod TTH Holstebro – ét ud af fire opgør i træk uden sejr for de ellers så sejrsvante FCM-kvinder.

Men den negative stime er vendt. Først knuste midtjyderne Krim i Slovenien og sikrede endegyldigt kvartfinalebilletten i Champions League, og lørdag aften hentede holdet endnu en knusende sejr, da Randers HK blev sendt hjem til Kronjylland med et nederlag på hele 12 mål. Pilen peger atter i den helt rigtige retning.

- Jeg er lykkelig på pigernes vegne. Den vej, vi er i gang med at brolægge, bliver bygget planmæssigt, og i dag mod Randers er det tydeligt. Hele paletten rundt gør vi det rigtig fint. Vi søsatte en plan, og den holder vi os til, fortæller Kristian Kristensen.

Selv om der pointmæssigt intet var på spil mod randrusianerne, var det langt fra en ligegyldig kamp for det midtjyske hjemmehold.

- Internt i truppen havde vi givet håndslag på nogle målsætninger, som vi jagtede. Eksempelvis var det at lukke af i forsvaret, få noget af den bagvedliggende taktik til at sidde i skabet og så løbe kontraen. Vi skulle geare op i alle spillets facetter, og det fik vi gjort. Der var mere tempo, der var mere fart, og der var lidt mere intensitet i det hele. Vi er vedholdende på disciplinen igennem stort set hele kampen, og vi spiller vel godt i rundt regnet 50 minutter. Samtidig får vi roteret meget og spillet en bred bænk, og alle folk byder ind, både med godt forsvarsspil og også med mål. Det var et godt skridt på vejen, siger cheftræneren og understreger, at holdet igen er i fremgang.

- Ethvert hold kommer ind i et formdyk på ét eller andet tidspunkt, og vi ville da gerne have kunnet udskyde vores til efter Champions League-kampene mod Esbjerg og Larvik, hvor vi tabte. Men der er også en grænse for, hvor længe man kan holde dampen helt oppe. Vi havde held med at vinde grundspillet i den hjemlige liga tidligt, og foreløbig er vi i kvartfinalen i Champions League, samtidig med at vi nu igen er i gang med at speede op. Det er ikke alle hold, der nu kan fokusere deres træning omkring specifikke områder, fordi de er afhængige af at skulle vinde den sidste ligakamp.

Så den kurve, der for en tid var nedadgående, er I nu igen ved at knække i en positiv retning?

- Ja, det er vi nemlig. Vi prøver ganske enkelt at lægge det formmæssige peak ind nu, hvor alle de ekstra spændende og meget afgørende opgaver kommer.

Blot én ligakamp resterer for FC Midtjylland, før resten af sæsonen står på knockout-kampe. Torsdagens opgør ude mod København Håndbold bliver endnu en del af forberedelserne mod at ramme topformen på det helt rigtige tidspunkt.

- Det bliver lidt samme model som mod Randers. Vi har vores vej, og den bygger vi videre på. Nu ser vi video og får evalueret kampen, som vi plejer, og så træner vi videre, både i styrke og løb og i hallen. Derefter kan vi forhåbentlig sætte overliggeren endnu højere til København-kampen, slutter Kristian Kristensen.