11.10.2016, 11:30 | Af: Kristina Hvas Stokholm | Foto: Getty Images

Kristensen: Forventer to point mod SK Aarhus

Med en tvivlsom Stine Jørgensen og et stærkt fysisk Aarhus-mandskab, håber FCM-træneren på stor tilskueropbakning i jagten på de to point

Landsholdspausen er slut, og det betyder fuld knald i Primo Tours Ligaen. FCM Håndbold har placeret sig på en foreløbig andenplads i tabellen efter sidste kamp mod Odense, hvor hunulvene vandt overbevisende 30-24. På onsdag venter sæsonens næste og tredje hjemmekamp – en kamp Kristian Kristensen glæder sig til.

- Det er dejligt at få spillerne hjem i klubben igen. Der har været mange afsted, hele ni spillere, så det handler om at finde tilbage i vores rammer på relativt kort tid. Vi har kun to dage at gøre med, men jeg forventer, at vi hurtigt finder tilbage og kan bruge de gode takter fra Odense-kampen.

- Kampen mod Aarhus spiller vi på hjemmebane, og det har vi haft nogle rigtig gode oplevelser med indtil nu. Vi oplevede stor støtte i sidste hjemmekamp, så jeg håber på lige så stor tilskueropbakning igen på onsdag, siger Kristian Kristensen.

BILLET: FCM HÅNDBOLD VS. SK AARHUS ONSDAG DEN 12. OKTOBER KL. 18.30 – KØB BILLETTER HER >>   

Aarhus-mandskabet har haft en svingende start på sæsonen. Her er det blevet til to sejre og tre nederlag. Dermed placerer de sig på en niende plads inden ondagens opgør.

- Aarhus er et stærkt hold med stor fysik, særligt i forsvaret. De har en række stærke profiler, som har spillet sammen i flere år. De to profiler Mette Tranborg og Anna Sophie Okkels skal vi være opmærksomme på, siger Kristian Kristensen.

En af FCM Håndbolds egne profiler, landsholdsanføreren Stine Jørgensen, faldt uheldigt i weekendens landskamp mod Norge. Hun fik et vrid i sin ankel, men FCM-træneren forklarer, at der ikke er mistanke om brud. Det er stadig usikkert, hvornår hun er helt klar til at tørne ud for hunulvene igen.

Der er kampstart mellem FCM Håndbold og SK Aarhus onsdag den 12. oktober klokken 18.30 i IBF Arena.