14.05.2017, 19:39 | Af: Jonas Dahl Nielsen | Foto: Getty Images

Knusende bronzesejr til FCM

Spændingen var en sjælden gæst, da FCM tog bronzemedaljer med storsejr i Viborg.

Sæsonens bronzemedaljer tilhører pigerne fra FCM Håndbold. Det står klart efter en overbevisende kamp i Viborg, hvor ulvene fulgte op på onsdagens hjemmesejr på 30-25 med en knusende sejr på de grønnes hjemmebane.

Allerede tidligt i opgøret tegnede der sig et billede af, at årets tredjeplads var på vej til Ikast. Gæsterne åbnede med et spillemæssigt stærkt udtryk og fik også på tavlen en glimrende åbning på kampen. Sabine Pedersen, Mie Augustesen og Sabina Jacobsen åbnede målscoringen, før Line Uno sendte hjemmeholdets første scoring i mål efter fem minutters spil.

I målet åbnede Englert ligeledes stærkt, blandt andet med en strafferedning efter otte minutter. Her var stillingen 2-5.

Viborgenserne hægtede sig dog på for en stund og fik reduceret til 4-5, men FCM-pigerne havde ganske enkelt et gear mere og udbyggede føringen til plus syv ad et par omgange, før stillingen ved pausen hed 9-14.

Undervejs i første halvleg – efter godt tyve minutters spil – faldt kampens detalje. Veronica Kristiansen lobbede en aflevering med den helt rette fart og timing over et returløbende forsvar, og midt imellem de grønblusede spillede dukkede Linn Blohm op og scorede sikkert bag Louise Bager Due.

Uafgjort var tilstrækkeligt for FC Midtjylland til at sikre bronzen i denne kamp to, og hvis ikke sejren allerede var godt på vej, så sørgede Louise Burgaard og Trine Østergaard for næsten at slukke for al spænding inden for anden halvlegs første 45 sekunder. Plus syv til gæsterne.

Efter et velgennemført FCM-angreb lobbede Emma Friis bolden ind til 12-19, og med scoringer af Veronica Kristiansen, Sabine Pedersen og Louise Burgaard blev det til hele 12-22.

Med den knusende føring i ryggen skiftede gæsterne ud på flere positioner. Martina Thörn kom på mål, Elin Lindén overtog højrefløjen, og i bagkæden kom både Simone Petersen og Rut Jónsdóttir i aktion. Sidstnævnte havde allerede fået spilletid som fløj.

De mange rotationer kostede en smule på flowet og stabiliteten, men på intet tidspunkt var viborgenserne i nærheden af at skabe spænding om resultatet. Samtidig var FCM’erne skarpe, når chancen bød sig i angrebsdelen, og med Linn Blohms sene scoring nåede måltotalen præcis den samme som i onsdagens første bronzedyst.

Med hele 22-30 tager FC Midtjylland på overbevisende manér årets bronzemedaljer.

 

Stillinger undervejs:
0-3, 2-5, 4-5, 5-11, 7-14, 9-14 (pause), 9-16, 11-16, 12-22, 14-22, 17-24, 17-26, 20-27, 22-30 (slut).

Målscorere for FCM:
Stine Jørgensen 6, Louise Burgaard 5, Veronica Kristiansen 5, Linn Blohm 5, Sabine Pedersen 3, Emma Friis 2, Mie Augustesen 1, Trine Østergaard 1, Sabina Jacobsen 1, Simone Petersen 1.

Tilskuere:
1.137 i Vibocold Arena