07.06.2017, 14:30 | Af: | Foto: Rasmus Thomsen

Klubhåndbold trækker flere seere til TV 2 Sport

Ligahåndboldkampene har i den seneste sæson formået at hæve deres seertal på TV 2 SPORT med 15 procent i forhold til sæsonen 2015/2016.

Artiklen er udlånt fra tv2.dk

TV 2 og TV 2 SPORT har i den seneste sæson yderligere skærpet sit fokus på dansk håndbold, og det har givet bonus i form af højere seertilslutning til de danske håndboldligakampe på TV 2 SPORT.

I sidste uge sluttede sæsonen 2016/2017, og samlet set fik kvinde- og herrekampene i Primo Tours Ligaen og 888 Ligaen 15 procent flere seere på TV 2 SPORT sammenlignet med foregående sæson 2015/2016. I gennemsnit havde hver kamp 66.000 seere, mens årets topscorer – herrekampen Aalborg – Bjerringbro-Silkeborg i maj – nåede 137.000 i snit til kampens to halvlege.

Endnu bedre har klubhåndbolden klaret sig, når man studerer kampenes konkurrencemæssige styrke i forhold til andre tv-tilbud – altså håndboldkampenes seerandel/share. Ligakampenes seerandel voksede fra 3,5 til 4,1 procent i sæsonen 2016/2017 – en relativ fremgang på 17 procent.

- Det giver anledning til stolthed, fordi vi på TV 2 SPORT har arbejdet målrettet på at forbedre og forædle hele tv-produktet – både produktionen af selve kampene, optaktsprogrammerne og de efterfølgende studieprogrammer. Og det gælder i øvrigt både redaktionelt indhold, afvikling, foto, grafik teknik med videre. Vi bringer seerne endnu tættere på i enhver forstand, siger chefredaktør John Jäger, TV 2 SPORT, og fortsætter:

- Jeg er fuldt og fast overbevist om, at det er medvirkende årsag til, at vi har kunnet hæve antallet af tv-kampe markant og alligevel få antallet af seere til hver kamp til at stige. Det er klart, at dansk ligahåndbold leverer forrygende underholdning i sig selv - og tak for det til aktørerne! Men jeg tillader mig at lette på hatten for vores tv-medarbejdere, der hver eneste uge leverer en stor indsats for hele tiden at gøre produktet bedre for seerne.

Trine Nielsen bliver fast ekspert
Forud for den kommende sæson styrker TV 2 SPORT sin håndbolddækning ved at fastansætte Trine Nielsen som kommentator og ekspert, efter at hun i en årrække har været tilknyttet TV 2 SPORT på freelancebasis. 

Trine Nielsen er også med på TV 2-holdet, når TV 2s hovedkanal torsdag 8. juni viser det danske kvindelandshold i kamp mod Tyskland i Ceres Arena i Aarhus. Kampen er et led i det danske landsholds forberedelser til VM i december i netop Tyskland.

Kilde: http://omtv2.tv2.dk/nyhedsartikler/nyhedsvisning/klubhaandbold-traekker-flere-seere-til-tv-2-sport/​