15.05.2017, 11:17 | Af: Jonas Dahl Nielsen | Foto: Kenneth Rosenkilde

Jónsdóttir takkede af: FCM-sammenholdet er usædvanligt stærkt

Islændingen spillede sin sidste kamp for ulvene, da holdet tog bronze mod Viborg HK.

Rut Jónsdóttir i kamp mod Viborg HK's Line Uno.

 

Semifinalenedturen mod København Håndbold blev efterfulgt af en optur og en stærk afslutning på sæsonen. Med to sejre over arvefjenderne fra Viborg, hvoraf særligt søndagens kamp to var overbevisende, landede bronzemedaljerne om halsen på FCM Håndbolds spillere og trænere.

Dermed slutter sæsonen og Rut Jónsdóttirs FCM-karriere med en genrejsning. Og selv om dét var et vigtigt signal at sende, ærgrer islændingen sig alligevel over, at medaljerne ikke er af endnu finere metal.

- Vi spiller rigtig godt mod Viborg og får også vist, at vi er bedre end en tredjeplads. Havde vi spillet sådan her – og som vi har leveret i næsten hele sæsonen – mod København, var vi også gået i finalen. Det er ærgerligt, at det ikke blev til en førsteplads, men i det mindste slutter vi meget overbevisende af. Vi mødte ind til begge kampe med en blanding af motivation og indebrændthed, og det kom til udtryk med det helt rette spændingsniveau og en toppræstation. Det var fedt, at vi fik vist, at vinderviljen stadig var der, og det siger meget om os som hold og som personer, at vi får rejst os, fortæller Jónsdóttir.

Har lært meget i FCM
Blot en enkelt sæson blev det til for den 27-årige back og fløj, som, trods det korte ophold i klubben, føler sig styrket både som spiller og som person.

- Jeg har lært meget ved at være en del af denne gruppe. Både inde på banen men også uden for håndbolden er vi et meget homogent hold, og håndboldmæssigt har det flyttet mig i en positiv retning, at jeg har trænet sammen med så dygtige spillere. Men det er underligt at tænke på, at man skal væk herfra. Man kommer jo tæt på nogle piger, og vores sammenhold har været virkelig stærkt. Jeg kommer til at savne det her hold mega meget, for det er sjældent, at man er i en trup, hvor sammenholdet er så stærkt, og hvor alle arbejder i samme retning. Det har også lært mig rigtig meget rent personligt, slutter den islandske spiller.

Rut Jónsdóttir skifter nu til Team Esbjerg.