24.02.2017, 23:15 | Af: Jonas Dahl Nielsen | Foto: Getty Images

Hvile til profilerne i pokalavancement

FC Midtjylland gik stensikkert videre fra 5. runde af Santander Cup. Søndag gælder det Team Esbjerg i Champions League.

Arkivfoto.​

 

Trods et travlt program med både ligakampe og europæisk deltagelse var pokalvicemestrene fra FCM Håndbold fredag aften i Haderslev, hvor de lokale 2. divisionskvinder fra Team Haderslev tog imod i Santander Cups 5. runde.

Gæsterne åbnede med flere profiler på banen, men allerede tidligt i halvlegen skiftede trænerteamet, Kristian Kristensen og Mathias Madsen, ud på flere positioner og lod – helt som planlagt – de yngre kræfter få chancen. Efter 10:16 ved pausen satte FCM’s unge spillere kampen helt på plads i anden halvleg. Det endte hele 15:37 i midtjysk favør.

- Vi skulle lige i gang i første halvleg. Men vi får vist den forskel, der skal være på liga og 2. division, hvor særligt fysikken blev udslagsgivende, siger cheftræner Kristian Kristensen.

Grundet aftenens pokalopgave havde FC Midtjylland aflyst dagens træning, men trods det forestående Champions League-opgør i Esbjerg allerede på søndag mener Kristian Kristensen ikke, at den ene træning færre har betydning for holdets forberedelser. Han glædes over måden, hvorpå kampen forløb for midtjyderne.

- Det har ikke taget noget fra vores forberedelser til søndag. Uden at forklejne modstanderen, så brugte vi aftenens kamp som træning, og det var især en kærkommen lejlighed til at få gennemført en kamp med masser af spilletid til de unge og de spillere, der normalt ikke får allerflest minutter.

- De største profiler fik maksimalt 15 minutters spilletid hver, og det var alt sammen i første halvleg. I hele anden halvleg bærer resten af holdet kampen, og det var vigtigt for os, at det blev således, siger cheftræneren.

Efter et sikkert pokalavancement skal der nu hentes fuldt udbytte i Blue Water Dokken på søndag.

- Det er klart, at det er en speciel situation, at vi har mødt Team Esbjerg i ligaen for blot få dage siden, og at vi nu allerede har dem igen i en anden turnering. Og så havde vi kampen i dag klemt ind imellem. Men med jævn fordeling af spilletiden i dag er vi 100 % klar til søndag, forsikrer Kristian Kristensen.

Opgøret i Esbjerg spilles søndag kl. 16:50.