15.02.2017, 16:45 | Af: | Foto: Kenneth Rosenkilde

Håneretten på spil mod træningskammeraterne

Der er mere end to point på spil, når Silkeborg-Voel kommer på besøg torsdag klokken 20.30. Det er nemlig også kampen om håneretten

Når FCM Håndbold torsdag aften tager imod Silkeborg-Voel, er det to modstandere, der kender hinanden bedre end de fleste hold i Primo Tours Ligaen. For ikke alene har de mødt hinanden adskillige gange de seneste år i ligaen, men de to mandskaber har også en ugentlig træning sammen.

Derfor er der da også mere end bare to point på spil, når fløjten lyder i morgen aften klokken 20.30. Håneretten til den næste fælles træning står nemlig på spil og mon ikke, det kan få spillerne på de to midtjyske hold til at give en ekstra gas.

For FCM Håndbold handler det om at fortsætte den gode periode, som holdet er inde, hvor det senest blev til en imponerende storsejr på hjemmebane i Champions League mod RK Krim, hvilket har sat de midtjyske piger i en gunstig position til en plads i kvartfinalen i den prestigefyldte turnering.

Silkeborg-Voel-pigerne ligger inden morgendagens opgør på en sjetteplads i ligaen, som er skillelinjen for deltagelse i slutspillet. Holdet har samme pointantal som Nykøbing Falster på ventepladsen, mens Odense på syvendepladsen blot er et enkelt point efter.

De to mandskaber stod senest – i ligaregi – over for hinanden i september. Dengang blev det til en FCM-sejr på 26-19 i Jysk Arena, og mon ikke Kristian Kristensens piger er indstillet på at gentage den bedrift og på ny sikre sig håneretten til de fælles træningspas, som de to klubber har med hinanden.