30.03.2017, 21:51 | Af: Jonas Dahl Nielsen | Foto: Kenneth Rosenkilde

FCM væltede den københavnske fæstning

Med et stærkt comeback slog FCM hidtil hjemme-ubesejrede København Håndbold.

Arkivfoto.

 

FC Midtjylland spillede ikke om vigtige point i torsdagens afsluttende runde af Primo Tours Ligaen, men det gjorde til gengæld aftenens værter, København Håndbold. Hvor midtjyderne for længst havde vundet grundspillet og derfor brugte kampen som træning og forberedelse from mod Champions League, spillede det københavnske hjemmehold for en potentiel andenplads og dermed direkte adgang til ligaens semifinaler.

FCM-cheftræner Kristian Kristensen har flere gange understreget vigtigheden af hver eneste kamp, selv om pointene ikke er vigtige. Denne torsdag skulle man dog frem til en pauseopsang, før holdet forstod budskabet for alvor; de gik nemlig fra 14-9 i KBH-favør ved halvtid til en imponerende anden halvleg, der til sidst udmøntede sig i en sejr på to mål.

Særligt Louise Burgaard løftede niveauet efter pausen, og det var da også den hårdtskydende bagspiller, der tæskede kuglen ind til 17-18 og den første FCM-føring siden 3-4.

De midtjyske grundspilsvindere var som forvandlet, og offensivt havde københavnerne pludselig stort besvær med at trænge igennem. FCM fik udbygget til 19-23, men det københavnske hjemmehold ville ikke slippe titlen som ubesejret i egen hal i ligaens grundspil.

Med fire minutter tilbage var FCM-føringen indskrænket til 24-25, og København-klubben øjnede stadig muligheden for at rykke forbi både Viborg og NFH i tabellen, hvis andre resultater flaskede sig.

Det håb slukkede Emma Friis dog med 40 sekunder tilbage. Venstrefløjen udnyttede en åbning og scorede til 25-27, og da københavnerne missede i det efterfølgende angreb, kunne FC Midtjylland gå fra opgøret med en god optakt til Champions League-opgøret mod Vardar om halvanden uge.

Med sejr i Aarhus sniger NFH sig forbi Viborg, der tabte i Odense. Dermed er det falstringerne, der – lige som FCM Håndbold – nu er semifinaleklar. Holdene fra tre til seks skal spille kvartfinaler.

Slutstillingen for top seks-holdene, der skal spille medaljeslutspil, er som følger:

1. FC Midtjylland
2. Nykøbing Falster Håndboldklub
3. Viborg HK
4. København Håndbold
5. Silkeborg-Voel KFUM
6. Odense Håndbold

Team Esbjerg slutter som nummer syv, og for første gang nogensinde i den bedste danske kvindeliga kommer de regerende danske mestre altså ikke med i slutspillet.