11.01.2017, 11:05 | Af: Kristina Hvas Stokholm | Foto: Kenneth Rosenkilde

FCM på jagt efter point i Ringkøbing

Opskriften på sejr i det vestjyske lyder på frigjort angrebsspil, men inden for aftalte rammer, fortæller FCM-træneren

Årets anden ligakamp venter om hjørnet, og denne gang hedder det Ringkøbing på udebane. Det er en uge siden, midtjyderne sidst var i aktion. Her tog de revanche mod pokalmestrene fra Randers HK efter et stærkt comeback i anden halvleg.

- Vi laver 16 mål i anden halvleg mod Randers. Det skyldtes blandt andet, at vi blev mere løsslupne i vores spil. Det frigav en energi og synergi, så vi lykkedes med endnu mere. Særligt Sabina Jacobsen og Rut Jónsdóttir trådte i karakter, siger Kristian Kristensen og uddyber:

- Det afgørende for os mod Ringkøbing bliver, at vi får løst vores forsvarspil. Det kan give os et vigtigt afkast på kontradelen, og den skal gerne fungere mere jævnt over hele kampen end i kampene mod Randers. Samtidig skal vi spille frigjort i angrebet mod Ringkøbings vekselforsvar, men inden for de aftalte rammer.

Ringkøbing indledte dette år med en overraskende femmålssejr over slutspilsbejlerne fra Nykøbing Falster. Det er de lyserødes blot anden sejr denne sæson, men FCM-træneren hæfter sig ved de gode Ringkøbing-aktioner i kampen mod Nykøbing.

- De kommer ud til forårssæsonen med en bred trup efter at have fået nogle skadesplagede spillere tilbage. Mod Nykøbing spillede de disciplineret, i et højt tempo og uden for mange fejl. Men vi griber kampen an, som vi plejer ved at tage udgangspunkt i egne styrker i blandt andet forsvaret og kontrafasen, siger Kristian Kristensen.

Kampen mellem Ringkøbing og FCM Håndbold fløjtes i gang torsdag d. 12. januar klokken 19.30 i ROFI-centeret, Ringkøbing.