02.02.2017, 00:37 | Af: Jonas Dahl Nielsen | Foto: Kenneth Rosenkilde

En god sejr i en uskøn præstation

Både Louise Burgaard og cheftræner Kristensen ser sejren i Odense som en fornuftig optakt til weekendens Champions League – men gearet skal sættes højere.

FC Midtjyllands nuværende kampprogram viser ingen nåde. I søndags tog midtjyderne hul på hovedrunden i Champions League, og allerede lørdag står den atter på kamp i den fineste klubturnering, når ulvene gæster Larvik i Norge.

Derimellem kom onsdagens ligaopgør i Odense Idrætshal, og nogenlunde sådan vil programmet se ud over de næste uger. Det stiller et endnu større krav til FCM-profferne om at holde tungen lige i munden.

- På en halvskidt dag var det en god sejr, og det er jo dét, der skal til, når man går ind i denne hårde periode: at man holder hovedet koldt om onsdagen og igen i weekenden, siger Louise Burgaard og tilføjer om udesejren over Odense Håndbold:

- Det var ikke så pænt. Vi kommer ikke helt op at køre i det gear, hvor vi burde være, og vores spil bliver lidt stationært. Langt hen ad vejen står vi okay i forsvaret, men den anden vej var vi ikke prangende, selv om vi fik lukket kampen på en fin måde.

- Vi skal op i et lidt højere gear for at følge med Larvik, og de løber også hurtigere den anden vej, så der er helt klart noget i returløbet, der skal sidde i skabet, konstaterer Burgaard.

God optakt
Også Kristian Kristensen ønsker et gear mere mod nordmændene, men overordnet set var cheftræneren tilfreds med indsatsen i Odense.

- Jeg er rigtig glad, for jeg ved, hvor svært det er at komme herned og tage to point. Det er en svær udebane, hvor vi tabte sidste år. Men pigerne arbejdede koncentreret, og det er en god sejr at tage med til Larvik.

Skal toppe længere tid ad gangen
- Som træner vil man jo gerne se tempoet og intensiteten nå et internationalt niveau, og det lykkes vi med i to gange – lad os sige – 12 minutter, hvor vi blæser af sted, men de perioder skal man måske op at ramme to gange 20 minutter af for at kunne være med i Larvik. Det er også derfor, at jeg engang imellem presser pigerne til at holde skruen i vandet tempomæssigt, selv når vi fører komfortabelt og er i kontrol. Det virker måske lidt overgearet i perioder, men det er netop med henblik på de Champions League-kampe, vi går ind i, for da skal vi holde gearingen rigtig høj. Men vi fik vist, at vi kan nå det niveau, og det er jeg glad for, siger cheftræneren.

FCM spiller opgøret i Larvik på lørdag kl. 17:00.