29.04.2017, 22:37 | Af: Jonas Dahl Nielsen | Foto: Getty Images

Cheftræneren: En tom fornemmelse

Trods status af DM-favoritter må FCM se København Håndbold tage finalepladsen.

Arkivfoto.

 

En kæmpe overraskelse af København Håndbold og et flop af FC Midtjylland. De suveræne grundspilsvindere er ikke længere i spil til det mesterskab, som holdet ellers har bejlet til i hele sæsonen.

En skuffet cheftræner må erkende, at hans mandskab ikke – hverken i kamp ét eller i lørdagens kamp nummer to – leverede på det niveau, der kunne forventes af dem. Dét straffede de kyniske og klogt spillende københavnere, der særligt i hjemmearenaen på Frederiksberg var det bedste hold på dagen.

- Det er skuffende, og man står med en tom fornemmelse, for det er jo disse kampe, man bruger hele sæsonen på at arbejde hen imod. Vi havde tilmed en klar forventning om, at vi skulle levere en trodsreaktion på den præstation, vi leverede på hjemmebane (i den første semifinale, red.), men når vi leverer sådan her over to kampe, så er det velfortjent, at København vinder. Vi kunne ikke finde det ekstra frem i dag, siger Kristian Kristensen, der har svært ved at forklare årsagen.

- Der er noget psykologi i det, men det er svært at stå og lege spåkone. Én ting ved jeg dog sikkert, og det er, at gruppen tog herover – med 120 % fokus – for at vinde, og vi havde en klar fornemmelse af, at det skulle nok lykkes. Det er hamrende skuffende, at det ikke gjorde.

Selvtilliden skal genvindes – og bronzen vindes
Sidste år blev finalen tabt på straffekast – i denne sæson kan ikke engang sølvet nås. Efter de to semifinalenederlag til et veloplagt og hårdt fightende København-mandskab må ambitionen i det midtjyske nedjusteres til bronze. Den udfordring skal holdet nu rejse sig frem imod.

- Vi er nødt til at forholde os til, at vi har tabt de her to kampe. For mit vedkommende handler det nu om at samle pigerne op og få skudt noget selvtillid tilbage i dem. Og ellers er det sådan i Midtjylland, at vi taber og vinder sammen, og det fortsætter vi med. Vi må vise, at vi kan rejse os og præstere i kampen om bronze, selv om det bliver tungt. Sådan er det, lyder det fra cheftræneren.

Kredit til København
Selv om Kristian Kristensen ved, at hans eget hold var store favoritter til at gå i finalen på bekostning af København Håndbold, er han ikke sen til at anerkende hovedstadsklubbens præstation.

- Vi skal anerkende København rigtig meget også. De har løftet sig op på et højt niveau, og nu står de i finalen. Det gør man ikke ved et tilfælde – slet ikke med den vej, de har haft til finalen (Silkeborg-Voel og FCM, red.). Det må man bare kreditere, og jeg skal være den første til at ønske kæmpe tillykke til folkene i København Håndbold. De har været det bedste hold på dagen mod os, slutter Kristian Kristensen.

Trods det glippede mesterskab er FCM Håndbold klar til næste sæsons Champions League, da holdet vandt Primo Tours Ligaens grundspil. Dermed vil der også i næste sæson være kampe fra allerøverste europæiske hylde i Ikast.