22.05.2017, 12:35 | Af: Martin Dons | Foto: Kenneth Rosenkilde

Burgaard tilbage på landsholdet

Tre FCM-spillere samt en kommende spiller er udtaget til landsholdet

Grundlovsdag samles det danske landshold forud for landskampen mod Tyskland i Aarhus, torsdag d. 8. juni, og den efterfølgende træningslejr på Fuerteventura.

Med i den landsholdstrup, som landstræner Klavs Bruun Jørgensen har udtaget, er tre FCM-spillere samt en kommende. Således er landsholdsanfører Stine Jørgensen og Trine Østergaard blandt de 22 spillere.

Og så er der landsholdscomeback til Louise Burgaard, ligesom FCM Håndbolds kommende højrefløj Anne Mette Pedersen er udtaget til landsholdssamlingen, der denne gang strækker sig over to uger.

- Både Anne Mette Pedersen og Louise Burgaard kommer tættere og tættere på det niveau, vi har set dem på tidligere, siger landstræner Klavs Bruun Jørgensen i en pressemeddelelse.

Landsholdssamlingen foregår fra den 5. til den 18. juni og du kan se hele truppen her.