17.01.2017, 13:16 | Af: Kristina Hvas Stokholm | Foto: Getty Images

Billetsalget til de tre januar-kampe skudt i gang

Viborg, Esbjerg og Skanderborg. Januar byder på spændende opgør i IBF Arena, og der er brug for fuld opbakning på lægterne

Forårssæsonen er kickstartet, og FCM Håndbold har allerede indkasseret fire point ud af fire mulige. Denne stime skulle gerne fortsætte, og med de næste tre kampe på en foreløbig ubesejret hjemmebane, står holdet med et godt udgangspunkt. Men der er brug for den gode midtjyske opbakning på tilskuerrækkerne.

Så sæt kryds i kalenderen, for billetsalget til de tre januar-kampe er skudt i gang. FCM Håndbold møder både ligaens top og bund. Første kamp er lørdag den 21. januar mod tabellens sidsteplads, Skanderborg Håndbold. Oprykkerne fra Skanderborg har fundet storspillet frem i de seneste tre aktioner. De satte overraskende punktum på efterårssæsonen, da det lykkedes dem at hive en sejr hjem over Ringkøbing – den første af slagsen i ligaen. Det momentum opretholdte de i årets første kamp mod Team Esbjerg. Her vandt de et enkelt point mod de forsvarende danske mestre.

Kampen mellem FCM Håndbold og Skanderborg Håndbold fløjtes i gang klokken 17.00.

Herefter venter to vigtige opgør mod FCM’s forfølgere på anden- og tredjepladsen. Den 25. januar tørner hunulvene sammen med rivalerne fra Viborg HK. De ligger foreløbig på en andenplads – ét point efter FCM. Fire dage senere tager hunulvene imod ligaens nummer to. Team Esbjerg gæster IBF Arena søndag den 29. januar klokken 15.00.

Så tag nabo, venner og familie under armen til underholdende håndbold i IBF Arena. Du kan købe billetter til opgørene HER >>

21.01.2017: FCM Håndbold vs. Skanderborg Håndbold, klokken 17.00
25.01.2017: FCM Håndbold vs. Viborg HK, klokken 18.30
29.01.2017: FCM Håndbold vs. Team Esbjerg, klokken 15.00