18.10.2016, 22:53 | Af: Jonas Dahl Nielsen | Foto: Getty Images

”En helstøbt indsats”

Veronica Kristiansen og Kristian Kristensen om sejren i Silkeborg

Første halvleg var vaklende. I anden halvleg satte FC Midtjylland sagerne på plads.

Det midtjyske lokalopgør i JYSK arena endte med en stensikker sejr til de vestligste af tirsdagens midtjyske duellanter. 19-26 lød slutcifrene.

Cheftræneren roste efterfølgende holdmoralen oven på weekendens tunge nederlag ude mod ungarske Györ.

- Jeg er super glad på egne og hele gruppens vegne. Det betyder rigtig meget for os, at vi rejser os hurtigt oven på en dukkert ude mod Györ. Det er flot. Selvfølgelig var vi påvirket af nederlaget i Ungarn, men jeg synes, pigerne er gode til at efterbehandle, og de håndterede det flot. Det var ude af systemet i dag, hvor de viste, hvad de er lavet af, siger Kristian Kristensen.

Det krævede dog en halvleg til at spille sig varm i, men herefter demonstrerede FCM også klasseforskellen.

- Jeg synes, at vores backovergange over for Silkeborgs offensive forsvar kom til at sidde i skabet i anden halvleg. Og så må jeg bare sige, at vi igen står en rigtig god defensiv. Set over to gange 30 minutter, så var det en rigtig god, helstøbt indsats, fortæller cheftræneren.

Suveræn nordmand
Kampens suveræne topscorer, Veronica ’Vikki’ Kristiansen, lavede – sigende for kampens udvikling – ti ud af sine i alt elleve mål efter pausen.

- Vi scorer jo næsten ingen mål i første halvleg…

Et øjeblik lader Veronica Kristiansen ordene stå, før hun forsøger at beskrive, hvad der lykkedes for hende i de sidste 30 minutter.

- Jeg tror, at den største forskel lå i, at jeg spillede venstre back i anden halvleg. I første halvleg lå jeg som playmaker, og Silkeborg gjorde meget for at tage mig ud af spillet og dermed stække vores boldomgang. Efter pausen begyndte jeg også bare at tænke på at skyde noget mere, og det lykkedes jeg med. Jeg synes i det hele taget, at vi kommer mere igennem Silkeborgs forsvar i anden halvleg, hvor vi finder et bedre samarbejde og rammer hinanden bedre, lyder det fra ’Vikki’.

Stor ros til Veronica – men man skal huske, at…
Cheftræneren havde masser af ros til overs for sin norske verdensmester, da han skulle sætte ord på, hvorfor hun blev så markant en skikkelse efter pausen. Et lille ”men” sneg sig dog også ind.

- Det handler igen lidt om backovergangene, hvor vi får iscenesat hende mere i samarbejde med stregspillet. I anden halvleg får hun ram på Sabine (Pedersen, red.) inde på stregen, så Silkeborg pakker sig mere kompakt omkring hende, og på den måde åbner det pladsen for Vikki (Veronica Kristiansen, red.). Og så kender vi hende også i andenfasen, når hun kommer i sine raids og med sit store drive frem ad banen.

- Hun er i afslutterens rolle i dag, men hun bliver jo også sat op af sine kolleger. Det skal man huske i det spil her, slutter Kristian Kristensen.

FCM’s næste opgør er på lørdag. Her står den på Champions League hjemme mod rumænske CSM Bucuresti.