22.08.2017, 18:32 | Af: Kristina Hvas Stokholm | Foto: FCM Håndbold

Vipers Kristiansand snød FCM for sidste testsejr

Norske Vipers brød FCM’s gode stime og stjal den sidste testsejr med resultatet 24-30

Siden slut juli har det stået på opstart og træning i det midtjyske. I dag skulle sidste punktum på opstarten sættes, da hunulvene tog i mod norske Vipers Kristiansand i IBF Arena.

Men det var ikke et hvilket som helst hold, der stod på modsatte banehalvdel. Vipers har, ligesom FCM, føjet en del nye navne til sæsonens holdkort. Blandt dem optræder Lunde-søstrene og tilføjer en god portion rutine. Keeper Katrine Lunde er hentet i russiske Rostov-Don, mens søsteren Kristine Lunde-Borgersen er tilbage fra karriestop.

Derudover er landsholdsspillere som Kari Brattset, Emilie Hegh Arntzen og Jeanett Kristiansen – søster til Veronica Kristiansen – med i den Vipers-truppen.

De to hold fulgtes ad gennem det meste af første halvleg. Sabine Pedersen var klar fra start, og med to hurtige kasser bragte hun hjemmeholdet i front. Men det skulle vise sig, at blive en større opgave at få bolden bag rutinerede Katrine Lunde i målet. FCM brændte store chancer, deriblandt to straffekast, og den norske keeper holdte gæsterne inde i kampen.

I slutningen af første halvleg trak Vipers fra. To succesfulde scoringer fra Kristine Lunde betød en føring på tre mål til gæsterne.

Efter pausen havde midtjyderne svært ved at finde takterne. Samtidig kørte Vipers på, og det betød en konstant jagt for FCM’erne om at komme op på siden af gæsterne. Ved stillingen 16-21 smed cheftræner Kristian Kristensen endnu engang timeout-kortet, men effekten i FCM-spillet var ikke i top.

FCM havde det svært i defensiven. Gæsterne kom for nemt til scoringer, og så var tekniske fejl dyre i jagten på den norske føring.

Både Tonje Løseth og Veronica Kristiansen fik gang i scoringerne i anden halvleg, men springet var for stort, og hjemmeholdet måtte tage til takke med et nederlag på 24-30 til et velspillende Vipers-hold. 

FCM – Vipers Kristiansand: 24-30

Stillinger undervejs: 2-1, 2-4, 5-4, 7-6, 9-9, 11-11, 11-14 (pause) 11-16, 13-17, 16-19, 16-22, 20-24, 21-28, 24-28, 24-30 (slut)

Målscorere FCM: Tonje Løseth 5, Louise Burgaard 4, Veronica Kristiansen 4, Sabine Pedersen 4, Mie Augustesen 2, Trine Troelsen 1, Emma Friis 1, Julie Gantzel 1, Anne Mette Pedersen 1, Annika Jakobsen 1.