12.12.2016, 11:44 | Af: Kristina Hvas Stokholm | Foto: Getty Images

Vikki og co. knækkede danskerne til sidst

Fightende danskere og flotte aktioner fra FCM’s Trine Østergaard var ikke nok mod guldfavoritterne fra Norge

De plejer at stå side om side, men søndag aften stod Stine Jørgensen, Trine Østergaard og Fie Woller over for klubkammeraten Veronica Kristiansen i et nordisk EM-brag. De danske håndbolddamer kæmpede til allersidste minut, men måtte se sig slået af Norge med 22-20 i første mellemrundekamp.

Kampen var knap nok fløjtet i gang, før Norge startede den velsmurte håndboldmaskine, og Danmark havde svært ved at følge med. De rød-hvide var nede med 0-6, før Stine Jørgensen bragte Danmark på måltavlen. Og herefter leverede danskerne et mindre comeback. Blandt andet på mål af landsholdsanføreren og Trine Østergaard kom danskerne tilbage i kampen med fem mål i træk og reducerede til 5-6.

Norge svarede igen, og det var ikke til at se, at hele den norske A-kæde sad på bænken. Ved pausen førte normændene med fem mål.

I anden halvleg lurede et sensationelt dansk resultat med store redninger af Sandra Toft i målet. Danskerne vandt kampens sidste 51 minutter med 20-16, men det var ikke nok mod de nordiske naboer. Dermed led Jørgensen og co. deres første nederlag ved dette EM.

FCM Håndbolds Trine Østergaard scorede fire mål, mens Stine Jørgensen scorede tre. I modsatte ende fandt Veronica Kristiansen frem til nettet fire gange.

Med sejren er Vikki og resten af det norske mandskab oppe på seks point og tæt på en semifinale, mens Danmark står over for to svære kampe mod Rusland og Rumænien.