14.04.2018, 18:40 | Af: Kristina Stokholm | Foto: Hamistolen Photography

Vardar slukkede Final4-drømmen

Midtjydernes endestation i Champions League blev kvartfinalen. Vardar tog en hjemmesejr på 32-25

Lørdag eftermiddag jagtede FCM Håndbold et lille mirakel i Skopje. En sejr på to mål ville sende midtjyderne til Final4 i den fineste turnering af dem alle, Champions League. FCM tabte blot med et enkelt mål hjemme – en kamp der ligeså godt kunne være vundet af hunulvene. Men denne gang satte Vardar for alvor tingene på plads i egen hule. Midtjyderne var godt med halvejs gennem første halvleg, men så smadrede hjemmeholdet igennem og trak fra. Kampen endte 32-25, og dermed er FCM Håndbold færdig i dette års Champions League.

FCM fik ellers en fornuftig start på opgøret. Varieret angrebsspil anført af Louise Burgaard og Veronica Kristiansen holdte midtjyderne side om side med Vardar-holdet. Kristensens tropper var god til at udnytte manglende tålmodighed i Vardar-forsvaret.

I modsatte ende blev FCM som forventet udsat for et gevaldigt tryk. Forsvarsprofilen Mathilde Bjerregaard var ude med skade, og FCM-defensiven havde svært ved at holde stjerner som Lacrabere, Lekic og Penezic fra fadet. Kampen ændrede karakter efter 20 minutter, hvor stillingen på kort tid gik fra 10-8 til 16-9. Veronica Kristiansen holdte FCM inde i opgøret med vigtige scoringer, men gæsterne måtte gå til pause nede med 17-12.

Anden halvleg var en hård affære. Et mørkt FCM-senarie gentog sig, da der skulle gå næsten et kvarter, før midtjyderne kom på måltavlen i anden halvleg. Sådan en situation kan ikke undgå at koste dyrt mod et af verdens bedste hold, og derfor bragede Vardar derud af. Hjemmeholdet kom foran med 13 mål, og så gjaldt det ellers om at få sat en prop i for midtjyderne.

FCM Håndbold fik pyntet på resultatet i kampens slutfase, hvor unge hunulve kom på måltavlen. Champions League-debutant Naja Nissen satte den sidste bold i kassen, men det var ikke nok til at hente storholdet. Kampen endte 32-25 til Vardar.

Vardar – FCM Håndbold: 32-25 (17-12)

Stillinger undervejs: 2-2, 5-3, 7-5, 8-6, 10-8, 12-8, 14-9, 16-9, 17-12 (pause) 19-12, 23-12, 25-14, 27-15, 27-17, 28-21, 31-21, 31-23, 32-25

Målscorere FCM: Veronica Kristiansen 9, Louise Burgaard 3, Emma Friis 1, Annika Jakobsen 2, Julie Gantzel 3, Helene Kindberg 3, Laura Jensen 2, Helene Fauske 1, Naja Nissen 1