20.11.2017, 12:40 | Af: Kristina Hvas Stokholm | Foto: Getty Images

Tysk veterankeeper tager et år mere i FCM Håndbold

Sabine Englert er i gang med sin niende sæson for FCM Håndbold, og hun tager mindst en sæson til. Den tyske mur har forlænget sin kontrakt til sommeren 2019.

FCM Håndbolds Sabine Englert napper endnu et år i ’ulveburet’. Den 35-årige keeper har forlænget sin kontrakt med et år, så den løber frem til sommeren 2019. For Sabine Englert var valget om at fortsætte i FCM Håndbold simpelt.

-  For mig stod valget mellem at fortsætte i klubben eller at stoppe, men jeg er ikke klar til at lægge håndbolden på hylden endnu. Jeg er utrolig glad for at være en del af holdet. Jeg er glad for pigerne, trænerteamet og alt omkring klubben, og det er grunden til, at jeg gerne vil fortsætte her, siger Sabine Englert og tilføjer.

- Jeg synes, vi har et spændende hold med stort potentiale, og det er fedt at være en del af. Vi spiller en masse sjove kampe, og jeg bliver aldrig træt af alle de gode oplevelser, som man får med hjem fra de forskellige haller. Samtidig har min krop det fint og siger ’go’ for endnu en sæson.

Den tidligere landholdsmålmand skiftede til FCM Håndbold i 2009 fra den østrigske storklub Hypo Niederösterreich. Dermed er Sabine Englert i gang med sin niende sæson i det midtjyske, og klubben glæder sig over at beholde den rutinerede målvogter endnu en sæson. Det fortæller direktør i FCM Håndbold, Jakob Mølgaard Christensen.

- For os er valget meget enkelt. Sabine Englert er ligaens bedste målmand samt en af verdens bedste keepere. Hun er fit for fight og elsker at spille håndbold, og vi er utrolig glade for at beholde hende endnu et år. Sabine Englert er en legende med en stor portion rutine og har været i klubben i mange år. Den slags kontinuitet kan man ikke købe sig til, siger FCM-direktøren og tilføjer.

- Desuden ser vi et stort potentiale i den keeper-duo, som vi har i Sabine Englert og Jessica Ryde. Det er et samarbejde, vi ønsker at fortsætte.

I november blev Sabine Englert hædret i klubbens ’hall of fame’. Sammen med Tonje Kjærgaard var hun den første modtager af den nye pris – ALPI Legends – der hylder betydningsfulde personligheder i det midtjyske gennem tiderne.