10.11.2016, 10:06 | Af: Kristina Hvas Stokholm | Foto: Getty Images

Tre danske hunulve i EM-aktion

Stine Jørgensen, Trine Østergaard og Fie Woller er udtaget til det danske landshold, der i december spiller EM i Sverige

Klavs Bruun Jørgensen har sat navn på de 16 spillere, der skal repræsentere Danmark ved EM i Sverige. På listen figurerer tre hunulve i form af landsholdsanføreren Stine Jørgensen og den skarpe fløjduo Trine Østergaard og Fie Woller.

Landholdstræneren forklarede tilbage i oktober, at han ville udtage EM-truppen i begyndelsen af november for at skabe ro omkring hvilke spillere, der er i spil til de forskellige positioner.

- Vi har udtaget de 16 spillere, som vi tror på kan give os det bedst mulige resultat ved EM. Nu ved de, at hvis de ikke bliver skadet, så er de som udgangspunkt med ved EM. Det giver forhåbentlig den nødvendige ro og fokus frem mod slutrunden, siger Klavs Bruun Jørgensen til dhf.dk

Jørgensen, Østergaard, Woller og resten af det danske hold løber første gang på halgulvet mod Montenegro i gruppe C, der, udover de to mandskaber, tæller Ungarn og Tjekkiet. Men inden det går løs ved EM, spiller landsholdet opvarmningsturneringen Møbelringen Cup i norske Stavanger den 21.-28. november.

De tre FCM’ere er ikke nye ansigter i rødt og hvidt. De er alle en del A-landsholdets bruttotrup og har tilsammen spillet mere end 180 landskampe samt scoret 402 mål.