20.11.2016, 21:16 | Af: Jonas Dahl Nielsen | Foto: Getty Images

Svækkede midtjyder tabte i Rumænien

FCM uden Jacobsen, Blohm og Jónsdóttir kæmpede bravt, men måtte give fortabt ude mod de regerende Champions League-mestre.

Champions League-turneringens indledende puljespil sluttede søndag aften, hvor FC Midtjylland var på besøg hos CSM Bucuresti. FCM såvel som det rumænske mandskab var allerede sikret adgang til hovedrunden, og spørgsmålet var altså blot, hvem der skulle tage de to lune point med sig videre.

Tidligere i gruppe C har de midtjyske ulve bevist, at rumænerne – trods status som regerende vinder af turneringen – kan besejres. Hjemme i IBF Arena hev FCM nemlig for blot en lille måned siden en sejr på 24:21, men flere omstændigheder gjorde, at sværhedsgraden var skruet et par niveauer op til dette omvendte opgør. Uden en skadet Linn Blohm og en Rut Jónsdóttir, der har været ramt af en mindre hjernerystelse, var gæsterne fra Danmark ramt på bredden. Da forsvarsklippen Sabina Jacobsen samtidig måtte melde fra med sygdom, var der tale om en reel svækkelse af Kristian Kristensens mandskab. Læg dertil et stjernebesat rumænsk mandskab, der har hjemmebane i en sand heksekedel, og som er desperate for at hente point til hovedrundens gruppefase…

Midtjyderne trodsede dog modgangen og var godt med i størstedelen af første halvleg, hvilket ikke mindst skyldtes Sabine Englert i målet. Hendes stærke redninger var med til at holde opgøret tæt, men i halvlegens sidste minutter gik rumænerne alligevel fra 7:7 til en pauseføring på 12:9.

Med pressede ressourcer kunne Kristian Kristensens mandskab ikke blive ved med at holde trit, og hjemmeholdet førte således 18:12 efter 40 minutter. Det kunne den smalle FCM-trup ikke indhente, og midtjyderne måtte slutteligt se sig slået med 26:20 ude mod Bukarest-klubben.

Både indstillingen og indsatsen kunne man dog ikke pege fingre ad, og de midtjyske piger kan da også rejse hjem med oprejst pande. Allerede i sidste runde sikrede de sig avancement til hovedrunden med en formidabel sejr over ungarske Györ. Forinden er både Rostov-Don og søndagens banemænd, CSM Bucuresti, blevet besejret i Ikast. Med sejrene over Györ og Bukarest, der også begge avancerer til hovedrunden, tager ”hunulvene” således imponerende fire point med sig videre. Til sammenligning medbringer rumænerne blot de to point, de hentede i søndagens sejr over FCM.