29.10.2016, 19:46 | Af: Jonas Dahl Nielsen | Foto: FCM Håndbold

Stærk første halvleg ikke nok for FCM

Midtjyderne tabte pusten i anden halvleg – og tabte med seks i Rusland.

Arkivfoto.

 

På forhånd vidste cheftræner Kristian Kristensen og hans midtjyske piger, at der ventede en svær kamp på en svær bane i det sydlige Rusland. En hæderlig indsats til trods, så var opgaven i Champions Leagues gruppe C også for stor denne lørdag, hvor Rostov-Don sejrede med 26-20 i puljens tredje runde.

Gæsterne åbnede ellers godt på den russiske hjemmebane. Hovederne var fattede og kølige, og tilgangen var energisk og uimponeret. Især Veronica Kristiansen lagde godt ud og scorede tre af FCM’s fire første.

Et mindre overtag til russerne, der af flere omgange kom foran med to, blev rettet op efter en timeout af Kristian Kristensen. Ulvene bragte balance og kom foran 9-10, takket være Burgaards kontante venstrearm og Sabine Pedersens fysiske power. Også forsvaret og Englert begyndte at få mere fat efter en mindre god start.

Trods en fin kontrol måtte midtjyderne – lidt uheldigt – gå til pause bagud 13-12, da Rostov-Don omsatte i første halvlegs sidste sekunder.

En knap så god FCM-åbning på anden halvleg blev byttet ud med en strafferedning af Sabine Englert, og efter en flot scoring af Veronica Kristiansen var midtjyderne med igen. 15-14.

Desværre var det kun for en kort bemærkning; en fejlkendelse og en stribe FCM-fejl banede vejen for en russisk føring på 18-14, og dét blev begyndelsen på enden for gæsterne. Værterne bragte sig yderligere foran, 22-16, hvilket reelt afgjorde kampen.

Efter otte minutter helt uden scoringer var det ellers FCM, der hentede to i træk, men tættere på kom midtjyderne ikke. I stedet genetablerede russerne deres seksmålsføring og sejrede med 26-20.

FCM-nederlaget betyder, at lørdagens kombattanter ligger side om side i gruppen med hver to point. Næste weekend er det dog FC Midtjyllands tur til at have hjemmebanefordel, når det omvendte opgør spilles søndag den 6. november kl. 16:15.

 

Rostov-Don – FC Midtjylland 26:20 (13:12)

Stillinger undervejs:
0-1, 3-2, 3-4, 5-4, 7-5, 9-10, 11-12, 13-12 (pause), 14-12, 15-14, 18-14, 19-16, 22-16, 22-18, 26-20 (slut).

Målscorere for FCM:
Louise Burgaard 5
Veronica Kristiansen 4
Sabine Pedersen 4
Stine Jørgensen 3
Trine Østergaard 1
Eliza Buceschi 1
Mie Augustesen 1
Rut Jónsdóttir 1