12.12.2017, 08:16 | Af: Kristina Hvas Stokholm | Foto: FCM Håndbold

Spirende målmandstalenter tog ved lære af FCM’s målvogterteam

FCM Håndbold inviterede U12 og U14 målvogtere i samarbejdsklubberne til træning i Midtjylland

Lørdag formiddag og eftermiddag løb den store målvogtertræning for U12 og U14 af stablen i IBF Arena. Træning blev ledet af ligaholdets og U18-holdets målvogtertrænere, Kim Andersen og Peter Andersen. Derudover kom talenterne i mesterlære hos FCM’s keeperduo, Sabine Englert og Jessica Ryde.

Træningen indebar alt fra opvarmning til koordinerede øvelser med bold, stigeøvelser og reaktionsøvelser.

Hele fem målvogtere og tre trænere havde taget turen fra Billund IF til Ikast lørdag formiddag, og Laila Guldager, leder i Billund IF, kunne berette om et vellykket event.

- Det var en rigtig inspirerende dag for både målvogtere og trænere, hvor vi virkelig fik fokus på, hvor vigtigt det er med træning af muskulaturen, boldkontrol, hurtighed og vigtigheden af placering af målvogteren i forhold til skud.

- Det er så godt med disse spotkurser, da man som træner bliver inspireret til at lave noget nyt eller udbygge det, man i forvejen arbejder med, sagde Laila Guldager.