21.03.2017, 11:43 | Af: | Foto: FCM Håndbold

Slutspurt sikrer sølv medaljer til FCM Special Olympics

Der var i weekenden lagt op til spændende kampe i IBF Arena, da FCM Special Olympics var værter for sidste stævne i sæsonen.

FCM Special Olympics var i weekenden værter for sidste stævne i region 1, hvor de endelige placeringer for sæsonen skulle sættes på plads. Lørdag morgen var det med spænding at FCM Special Olympics og deres trænerteam, skulle byde velkommen til mere end 100 glade håndboldspillere til en spændende dag i IBF Arena.

Facit inden de sidste fire kampe for FCM Special Olympics var en tredje plads. Mors havde førstepladsen og de forsvarende mestre fra Århus var placeret på anden pladsen, så skulle hjemmeholdet fra FCM avancere var det med fire sejre på sidste dagen.

Første kamp var mod topholdet Mors, som var gået igennem sæsonen med stort set lutter sejre og de skulle bare vinde en af deres fire kampe for at bibeholde førstepladsen og vinde rækken. For første gang i sæsonen stillede FCM i stærkeste opstilling, og de kom flyvende ud til kamp en, hvilket resulterede i en kneben sejr på et enkelt mål mod topholdet.

Næste kamp på programmet var mod de grønklædte gæster fra Viborg. Med forrygende flot opdækning og et skarpt kontraspil fik FCM sat spillet, og vandt en flot og fortjent to-måls sejr.

Tredje kamp var et møde med Frederikshavn, som i denne sæson var den nye dreng i klassen, der med en stærk defensiv og et veludviklet stregspil havde været et friskt bekendtskab. FCM kom igen godt ud til kampen og gæsterne fra Nordjylland blev ligeledes sendt hjem med et to-måls nederlag.  Resultatet betød at hjemmeholdet fra FCM Special Olympics pludselig stod med en spændende sidste kamp om sølvmedaljer mod de forsvarende mestre fra Århus.

Inden kampen var det en cheftræner med nerverne udenpå tøjet, men heldigvis havde de to assistenter Charlotte & Lisbeth husket nøglen til succes. Holdet stod igen solidt i forsvaret og der var fuldstændig lukket af i ulveburet. Mestrene fik ikke et eneste mål. Dog kunne Århus prale af en af ligaens bedste keepere i Peter, der normalt ikke lukkede mange mål ind. Hos FCM Special Olympics havde storskytten Ivan dog en god dag, og fik hul på bylden med et par gode hopskud. Og med en velfungerende kontramaskine kunne FCM trække sig sejrrigt ud af opgøret, som betød at Århus måtte en tur ned på tredjepladsen og FCM Special Olympics kunne hænge et par velfortjente sølvmedaljer om halsen.