28.01.2018, 18:55 | Af: Kristina Stokholm | Foto: Hamistolen Photography

Sejren glippede i de døende minutter

Hunulvene var foran 11-15 kort inde i anden halvleg, men smed nogle komfortable føringer og måtte rejse tomhændet fra Krim med et etmålsnederlag

Søndag aften tog FCM Håndbold hul på den første af seks kampe i Champions League hovedrunden. Midtjyderne startede ude mod slovenske RK Krim Mercator – en nøglekamp i forhold til den fjerdeplads, som FCM, Krim og NFH højest sandsynligt skal slås om. Som kampen skred frem lignede det til, at FCM’erne kunne rejse hjem med to lunefulde point, men midtjyderne blev overhalet i de døende minutter. Kampen endte med et smalt udebanenederlag på 24-23.

De to hold fulgtes ad resultatmæssigt de første ti minutter. Efter 8 minutter brød Louise Burgaard igennem på midten og scorede til 8-8, men der blev rykket i hende i skudøjeblikket og den rutinerede højreback måtte holde en længere pause på bænken med skulderproblemer. Herefter begyndte Krim at trække fra, og det fik Kristian Kristensen til at smide timeout-kortet ved stillingen 7-4 efter et lille kvarter. Cheftræneren ville have sit hold til at udfordre noget mere i angrebet, hvor spillet var blevet for sidelæns.

Da der var omkring ti minutter tilbage af første halvleg, halede FCM’erne ind – særligt anført af en Veronica Kristiansen i topform. Værterne havde svært ved at lukke ned for den norske landsholdsspiller. Samtidig lukkede Mathilde Bjerregaard og co. godt ned i defensiven. Krim holdte en længere scoringspause på 6-7 minutter, mens FCM udlignede til 9-9.

Med få sekunder tilbage før pausen var stillingen 11-11. Krim havde mulighed for at komme foran på et straffekast, men den rutinerede Sabine Englert stillede sig roligt tilbage i målet og fik foden på forsøget.

FCM Håndbold kom flyvende ud til anden halvleg. Med fire hurtige scoringer var FCM foran 11-15 efter 35 minutter. Men værterne gav ikke ved dørene og halede ind. Intensiteten hos midtjyderne dalede en smule. Derefter blev det et tæt parløb frem mod slutningen – men hele tiden med FCM foran med ét eller to mål.

Med ni minutter tilbage af kampen hamrede Helene Fauske en vigtig bold i nettet til stillingen 22-23. Midtjyderne havde svært ved at holde stand med et passivt defensiv, og i den modsatte ende tog Krim-keeperen alt, hvad der kom inden for rammen. Og så var det pludselig hjemmeholdet, der var foran med 24-23. Slovenerne havde endda en stor mulighed for at komme på 25-23, men Sabine Englert sprang frem og tog en stor chance. Dermed var der kun én vej, og det var kontra. Men afleveringerne faldt uskarpe på tværs op i banen, og dermed glippede chancen for at nuppe et enkelt point hjem fra Slovenien. Kampen endte 24-23 til Krim.

RK Krim Mercator – FCM Håndbold: 24-23 (11-11)

Målscorere FCM: Veronica Kristiansen 8, Helene Fauske 4, Anne Mette Pedersen 3, Judith Sans 3, Tonje Løseth 3, Louise Burgaard 1, Julie Gantzel 1

Stillinger undervejs: 2-2, 5-4, 7-4, 9-7, 9-9, 11-11 (pause) 11-13, 11-15, 14-15, 16-16, 17-19, 18-20, 20-20, 20-22, 22-22, 24-23