16.04.2017, 16:37 | Af: Jonas Dahl Nielsen | Foto: Getty Images

Ros fra træneren: Som en boksekamp

Med en stærk og fysisk betonet indsats udfordrede FCM-pigerne mægtige Vardar om en plads i Final 4.

Opgaven var svær – men ikke umulig – for FC Midtjyllands håndboldkvinder, der lørdag i Skopje skulle forsøge at vende 26-28 til samlet sejr mod det makedonske storhold. En sejr over to kampe i Champions Leagues kvartfinaler ville booke holdet en plads i Final 4, og med dén gulerod gik et toptændt FCM-mandskab ind til opgaven med både fokus og fysik.

- Vi var der for at vinde, og det lykkedes desværre ikke. Men jeg synes, at vi leverede en rigtig god kamp, og vi var foran 15-12 og havde dem under pres. Vi dækkede rigtig godt op i store perioder, men vi brugte mange kræfter i defensiven, og det kostede lidt på den anden konto; vi havde desværre lidt svært ved at lave mål, fortæller cheftræner Kristian Kristensen og fortsætter:

- Men det var efter gameplanen, at vi skulle spille meget på fysikken, så ros til spillerne. De gav sig fuldt ud og er blå og gule i dag. Nogle af de centrale forsvarsspillere lignede nogen, der havde fået tæsk i en boksekamp. Jeg kan kun rose pigerne for at levere en topindsats på én af Europas allersværeste udebaner, og så er det selvfølgelig ærgerligt, at det ikke er nok til at gå videre. Men når vi løfter os op i helikopterperspektivet, trods ærgrelsen over ikke at have vundet, så har vi leveret en rigtig flot figur.

Netop spillestilen og bevidstheden om, at holdet pressede én af Europas absolutte topklubber om en plads i Final 4, skal FCM-pigerne tage med videre, her hvor det hjemlige slutspil venter om godt en uge.

- Vi skal viderebringe den intensitet, som vi lagde for dagen i Vardar. Vi får aldrig lov at spille så fysisk hårdt herhjemme, men vi skal op i de lag, og så vil vi stå rigtig stærkt i det program, vi går i møde nu, konstaterer Kristian Kristensen.

I den kommende uge skal FCM Håndbold spille pokalkamp i Fredericia, før den første semifinalekamp mod enten Silkeborg-Voel eller København Håndbold skal spilles mandag den 24. april. Cheftræneren ser frem til de kommende udfordringer og håber på stor tilskueropbakning, når der tages hul på kampen om en DM-finaleplads.

- Vi er inde i den cyklus nu, hvor kampene kommer som perler på en snor, og det er spillerne vant til at håndtere. Vi skal bevare fokus og hele tiden skærpe os, både uden for banen og inde på banen. Vi går i ”slutspils-mode”. Men vi glæder os, og vi håber på stor tilskueropbakning, lige som vi fik det mod Vardar i sidste weekend. Den ekstra opbakning fra tribunen giver os et rygstød, og det tænder spillerne at se en fyldt hal og mærke, at det betyder meget for mange mennesker, slutter Kristian Kristensen.