04.03.2017, 22:47 | Af: Jonas Dahl Nielsen | Foto: Kenneth Rosenkilde

Reaktionsblok fra FCM v Larvik

Læs reaktioner fra bl.a. Stine Jørgensen, unge Emma Friis og eks-FCM’eren Gro Hammerseng.

FCM-anfører Sabina Jacobsen var utilfreds med kampens åbning:

- Vi var ikke med fra start, og Larvik scorer let på os. Det er selvfølgelig ikke godt nok. Vi viser jo i anden halvleg, at vi kan spille god håndbold, men vi har brug for at gøre det i to halvlege.

- Vi er skuffede og har brug for at komme op igen, og næste weekends kamp mod Krim bliver afgørende for os nu. Da skal vi være der.

En skidt første halvleg gjorde udfaldet, mener Stine Jørgensen:

- Defensivt stod vi alt for dårligt i første halvleg. 18 mål imod på en halv kamp er for meget, hvis man skal vinde over Larvik, så det kostede os rigtig dyrt. Jeg synes ikke, at vi selv var gode i dag, men samtidig var Larvik klogere og spillede bedre end os. En fair sejr til dem.

- Nu har vi tabt to og spillet én uafgjort i de seneste tre kampe, og det er usædvanligt for os. Vi er et hold, der er vant til at vinde, så det gør selvfølgelig lidt ondt. Men jeg synes, at vi er gode til at håndtere det, og vi forsøger hele tiden at være konstruktive og fokusere på de områder, hvor vi skal forbedre os.

17-årige Emma Friis spillede over halvdelen af opgøret på venstre fløj og scorede tre gange:

- Det var lidt overvældende og nervepirrende, men også spændende og mega fedt. Der var sommerfugle i maven ude på bænken, men når man først kommer ind og spiller, tænker man ikke så meget over det.

- Det var fedt at score tre mål, og det er også med til at gøre, at man har lyst til at tage endnu flere chancer. Og så føler man sig mere sikker på sig selv, fordi man netop ved, at man faktisk kan komme ind og byde ind med noget.

- Kampen var lidt blandet for vores vedkommende. Trods 11-18 ved pausen kæmper vi os ind i kampen i anden halvleg, men vi når aldrig at komme helt tæt på. De var bedre fysisk end os i dag.

En norsk FCM-legende, Gro Hammerseng-Edin, var tilbage i Ikast:

- Det føltes lidt som at komme hjem, faktisk, så det var en dejlig følelse. Jeg ville selvfølgelig gerne vinde her, så jeg er naturligvis glad nu, og sejren giver os selvtillid med videre i turneringen. Vi er ikke favoritter til at vinde Champions League, men hvis vi kommer i Final 4, så kan alt ske. Det ville være en fantastisk afslutning for mig, hvis vi kommer langt i Europa (Hammerseng-Edin indstiller karrieren til sommer, red.).

Sandra Toft, dansk landsholdskeeper:

- Det giver et selvtillids-boost at slå grundspilsvinderne fra Danmark. Vi var nervøse for kampen, da FCM jo ikke havde tabt på hjemmebane endnu, så det kom bag på mig, at vi skulle gå hen at vinde rimelig overbevisende. Men vi havde en drømme-første halvleg i angrebet, hvor vi spillede rigtig godt og fulgte taktikken.