16.04.2018, 12:47 | Af: Kristina Hvas Stokholm | Foto: Hamistolen Photography

Perfektionisten Burgaard drømmer om guld

Hun går all-in på det meste, hun foretager sig, men er blevet bedre til at sige ”pyt”. Det lærte hun efter en pause fra håndbold og harpiks. Men Louise er stadig Louise, og de høje ambitioner er fortsat en del af Burgaard-DNA’et. Hun drømmer om at vinde DM-guld med FCM Håndbold

Interview med Louise Burgaard fra Håndboldavisen 2018:

- Hvordan gik det, råber Mie Augustesen nysgerrigt til hende, da vi går igennem taktiklokalet.

Louise Burgaard humper afsted med en skål salat under armen, mens hun forsøger at tage den sidste træningssok på.

- Jeg fik sgu 12, svarer Louise Burgaard tilbage.

Holdkammeraterne uddeler highfives på stribe og sidder med et indforstået ”vi-vidste-det” smil.

- Du er så vild, lyder det på syngende norsk fra Tonje Løseth, inden vi når ud af døren.

Vi sætter os i en skyboks på øversteetage med udsigt til den håndboldbane, som Louise Burgaard i snart tre sæsoner har tørnet ud på. Hun ankommer til IBF Arena direkte fra Erhvervsakademiet i Aarhus, hvor hun for et par timer siden afsluttede sin uddannelse i International handel og markedsføring med endnu et 12-tal. Det sjette 12-tal ud af seks mulige.

- Jeg har altid været en dengse, griner Burgaard.

Perfektionist på godt og ondt
Louise Burgaard stiler oftest efter en toppræstation, både på og uden for banen. Men ren og skær perfektion er svært at opnå. Det oplevede landsholdsbacken på egen krop for to år siden, hvor hun blev nødt til at tage en pause fra den sport, hun elsker allermest.

- Det var ikke et valg. Det var en nødvendighed. Kroppen og hovedet sagde fra. Jeg var aldrig i tvivl om, at jeg skulle spille håndbold igen, men jeg trængte til et break. Batterierne var tomme, siger Burgaard.

FCM Håndbold sendte den træningsærgerrige højre back til genopladning – væk fra alt, der hed håndbold og hård træning. Efter nogle måneder havde Louise Burgaard igen harpiks på hænderne.

- Jeg oplevede en enorm støtte fra hele klubben, familie, kæreste og venner, og jeg har det rigtigt godt i dag. Jeg er stadig mig, ikke en Louise 2.0. Jeg ville ikke være mig, hvis jeg ikke tog alt min træningsærgerrighed og perfektionisme med videre. Det handler om at finde en balance mellem de værdier, som har fået mig så langt og samtidig sænke mine forventninger engang i mellem. Det er jeg blevet meget bedre til. Jeg er blevet bedre til at sige pyt, fortæller Louise Burgaard.

”FCM er min klub”
En mere afslappet tilgang til håndbolden har også haft sine fordele denne sæson, hvor det ikke er lykkedes midtjyderne at hive to point hjem hver gang. Oftest, men ikke hver gang.

- Det er gået lidt op og ned med resultaterne, men jeg har en rigtig god tro på tingene. Jeg er glad for at spille på det her hold og kan virkelig mærke, hvor meget det giver at spille tre år i samme klub. Det skaber kontinuitet og tryghed, siger hun.

Selvom Louise Burgaard blot er 25 år, er hun en af de mest rutinerede spillere i den danske liga. Hun har hentet masser af erfaring både nationalt og internationalt, og hendes navn gav i en ung alder genklang i det meste af håndboldverden. Som 18-årig debuterede hun på det danske A-landshold, og et halvt år senere slutrundedebuterede hun i en alder af 19 år ved VM i Brasilien i 2011.

Fokus på FCM
Hun er fortsat en del af landsholdet, men fokus ligger lige nu på FCM Håndbold og slutspillet.

- FCM er min klub, og jeg drømmer om at vinde DM-guld med det her hold. Jeg har vundet det danske mesterskab før. Det gjorde jeg i mit første år i Viborg, hvor jeg spillede på et hold med mange stjerner. Jeg skal selvfølgelig ikke negligere den guldmedalje, for det var fedt, men…

Hun læner sig tilbage med et eftertænksomt smil og banker begge hænder ned i bordet. Salatskålen tager en halv omgang og en tomat flyver på gulvet, mens hun udbryder:

- Kæft, hvor gad jeg godt at prøve det med FCM Håndbold. Det vil betyde så sindssygt meget. Jeg har været med til at bygge noget op over en årrække og føler, at jeg har en stor aktie i holdet, siger hun med et kæmpe smil.

Mellem Louise Burgaard og den eftertragtede guldmedalje venter et slutspil i splinternyt format. Otte hold, opdelt i to puljer, kæmper om mesterskabet. FCM Håndbold deler pulje med Odense, Viborg og Silkeborg-Voel, og det endelige udfald har Burgaard svært ved at spå om.

Hvilket hold topper?
- Nærmest alle hold kan kæmpe med til sidst. Det afgørende bliver, hvilket hold, der topper på det rigtige tidspunkt. Det er næsten uundgåeligt at ramme nedgangsperioder i løbet af en sæson. Det har vi selv erfaret. Men lige nu er vi i en opadgående kurve, og jeg tror, vi kan gå hele vejen. Det tror jeg på grund af vores stærke kultur, vores gode målmænd og vores sindssygt stærke og aggressive forsvar, siger Louise Burgaard.