16.06.2017, 09:15 | Af: Kristina Hvas Stokholm | Foto: FCM Håndbold

Nyt kryds i kalenderen

Triatlonfesten er rykket til den 26. august, og du kan stadig nå at tilmelde dig.

FCM Håndbold og Racemakers inviterer hele lokalområdet, sponsorer og erhvervsliv til triatlonevent midt i Ikast by. Startskuddet til det nye stævne skulle have lydt den 24. juni, men forventningsfulde triatleter og heppekor må vente lidt endnu.

- På grund af mange aktiviteter i og omkring IBF Arena, har vi valgt at flytte arrangementet til en dag, hvor vi blandt andet kan have målområde ved hallen og et særligt VIP område til sponsorer og gæster, siger direktør i FCM Håndbold, Jakob Mølgaard Christensen.

Den nye dato hedder lørdag den 26. august, og setuppet forbliver det samme: 400 m svømning i bassin, 18 km cykling og 4 km løb. Første startskud er triatlon i børnehøjde, når børn i aldersgruppen 9-13 år sendes ud på distancerne: 100 m svømning, 4 km cykling og 1,5 km løb.

Derefter følger en lukket VIP/sponsor-afdeling. Denne pakke indeholder en eksklusiv løbsdag til FCMTRI, hvor der på målstregen, venter noget godt at spise og hygge med de øvrige deltagere.

Sidst men ikke mindst så bliver det ’åbne løb’ skudt i gang, som er for alle – uanset om man ejer den nyeste triatloncykel eller en gammel bycykel.

Vil du udfordre FCM-pigerne, din ven eller kollega, så sæt kryds i kalenderen den 26. august. Det er muligt både at deltage selv og dele disciplinerne op mellem venner/kollegaer.

Tilmeld dig her LINK