23.05.2018, 10:00 | Af: Kristina Hvas Stokholm | Foto: Hamistolen Photography

Midtjysk fløjtalent forlænger til 2021

Annika Jakobsen bliver i Herning-Ikast Håndbold frem til 2021 og tager sideløbende en kontoruddannelse hos Søren Knudsen A/S

Hun tørnede ud for FCM Håndbolds U18-hold i to år, inden hun skiftede til Skanderborg og spillede en enkelt sæson. Sidste sommer var hun tilbage i det midtjyske, og Annika Jakobsen har for alvor spillet sig ind på ligaholdet. Nu har hun forlænget sin aftale og spiller i Herning-Ikast-trøjen frem til 2021. 

- Jeg glæder mig. Først og fremmest er jeg bare glad for at være en del af klubben, hvor jeg har masser af gode mennesker omkring mig. Derudover ser jeg meget frem det nye projekt med Herning-Ikast Håndbold. Det har jeg store forventninger til, og det ser allerede lovende ud. Der kommer nye spillere til, som har høj klasse, og jeg synes allerede, vi har bevist, at vi kan noget med det hold, vi har, siger Annika Jakobsen.

Sideløbende med håndbolden skal Annika Jakobsen i sit nuværende job hos Søren Knudsen A/S begynde som kontorelev.

- Det er et setup, som passer mig helt perfekt. De to arbejdspladser komplimenterer hinanden rigtigt godt. Jeg har mulighed for at dyrke min håndboldpassion til fulde, samtidigt med at jeg kommer lidt væk fra sporten, møder andre mennesker og får nogle andre ting at tænke på. Det tror jeg er meget sundt, siger Annika Jakobsen.

Hos entreprenørfirmaet Søren Knudsen A/S var de ikke i tvivl om, at de gerne ville holde på fløjspilleren gennem et uddannelsesforløb.

- Annika er skarp. Der sidder et godt hoved på hende, og vi glæder os over at få hende ind i økonomiafdelingen. Annika arbejder de timer håndbolden tillader. Der tages højde for at håndbolden er det primære, men uddannelsen bliver bestemt ikke devalueret, siger direktør for Søren Knudsen A/S, Anton Hornshøj.

Både forlængelsen og uddannelsesforløbet vækker glæde på direktionsgangen i det midtjyske. Direktør Jakob Mølgaard Christensen kalder det en ”win-win” for alle parter.

- Annika har allerede i sin første comeback-sæson i klubben udviklet sig på og uden for banen. Hun har fået en større rolle lidt hurtigere end forventet, og den opgave har hun løst ganske tilfredsstillende.

- Setuppet med håndbolden og uddannelsen er et led i vores CSR-strategi om at danne hele mennesker. Aftalen er en naturlig forlængelse af vores nuværende samarbejde med Søren Knudsen A/S, som i forvejen er meget tilfredse med at have Annika i deres organisation. På den måde er det en ”win-win” for klubben, Annika og Søren Knudsen A/S, siger Jakob Mølgaard Christensen.

Annika Jakobsen har denne sæson scoret 67 mål i 41 kampe fordelt i HTH GO Ligaen, pokalturneringen og Champions League.