28.09.2017, 10:55 | Af: Kristina Hvas Stokholm | Foto: Getty Images

Landsholdssejr til norske Vikki og Løseth samt danske Burgaard

Tonje Løseth og Veronica Kristiansen samt Louise Burgaard tog hul på EM-kvalifikationen med sejr

Onsdag aften lød startskuddet til kvindernes kvalifikation til EM i Frankrig 2018. FCM Håndbolds Tonje Løseth og Veronica Kristiansen er med på det norske landshold, som i går tog det første stik i kvalifikationen.

’Håndballjentene’ deler gruppe med Kroatien, Schweiz og Ukraine. Onsdag aften krydsede de klinger med sidstnævnte på norsk grund. Løseth, Vikki og Co. fik en solid kvalifikationsstart med en sejr på 32-22 over ukrainerne. FCM Håndbolds anfører kvitterede med fire mål.

Det danske landshold var også i aktion onsdag aften, hvor Louise Burgaard er en del af de rød-hvide. FCM-backen måtte dog overvære resten af holdkammeraterne fra sidelinjen, da hun døjer med problemer i venstre skulder efter et riv i armen fra ligakampen mod Nykøbing Falster.

Klavs Bruun Jørgensens tropper kom planmæssigt fra start med en hjemmebanesejr over Slovenien på 28-22. Ud over Slovenien er Danmark i gruppe med Tjekkiet og Island. På søndag møder Burgaard og Co. Island på udebane.